Støt

Hempel Fonden kæmper

for kvalitetsuddannelse

 

Hempel Fonden for UNICEF

Partnerskabet mellem Hempel Fonden og UNICEF Danmark har fokus på Verdensmål #4, der handler om kvalitetsuddannelse. En fælles mission om at forbedre børns liv, og styrke det samfund de vokser op i gennem uddannelse.

 

Uddannelsesprojekter til fordel for særligt udsatte børn

Samarbejdet startede i 2015, hvor Hempel Fonden hjalp 1.605 mindre børn med etnisk minoritetsbaggrund i det nordlige Vietnam til en bedre uddannelse.

I 2019 tog de hul på næste kapitel i det værdifulde samarbejde, der ud over at sikre massiv økonomisk bistand til UNICEFs arbejde, udmøntet sig i to store projekter i Rwanda og Sydafrika. Projekter som gav udsatte børn – særligt piger i landområder – bedre adgang til samt højere kvalitet i grundskoleuddannelse.

I kølvandet på Covid-19, har de hjulpet børn i fx Madagaskar, hvor skoler var lukket længe efter åbningen af de danske folkeskoler. Og når børn og unge i Madagaskar er afskåret fra undervisning, er frygten for at droppe helt ud af uddannelsessystemet – særligt for de mest sårbare grupper – stor.

Børnene her på Sa Pa grundskolen i Nordvietnam er med i UNICEF og Hempel Fondens uddannelsesprojekt for børn med etnisk minoritetsbaggrund.

Uddannelsesprojektet i Vietnam gavner lokalsamfundet

Det er afgørende, at alle børn får en god uddannelse, for at sikre en god fremtid for børnene. Når børn får en god uddannelse, har de bedre chancer for at få et godt job og et sikkert indtægtsgrundlag.

Men uddannelsesprojektet i Nordvietnam er ikke kun til gavn for de børn, der er en del af projektet, men også for lokalsamfundet. De to projektprovinser, Lao Cai og Dien Bien, er blandt de fattigste provinser i Vietnam. Investering i etniske minoritetsbørns uddannelse i de her områder er med til at bryde en cyklus af fattigdom og ændre vilkårene for etniske minoriteter i Vietnam.

Når vi taler med forældre og lærere i området, er de glade for uddannelsesprojektet mellem UNICEF og Hempel Fonden. Lærerne bliver videreuddannede. Forældrene har mulighed for at sende deres børn i skole. Mange forældre udtrykker glæde over, at deres børn kan få undervisning af god kvalitet på deres modersmål, og at der nu er skoler tæt på i lokalsamfundene. Det er langt fra, hvad forældrene selv oplevede som børn.

Mit barn elsker at gå i skole. Han kunne ikke lide at gå i skole før i tiden. Nu skynder han på mig, hvis vi er sent på den. Han lærer ord på vietnamesisk, og han taler meget om, hvad han lærer i skolen.

  • Mor til skolebarn på projektskole i Lao Cai provinsen.

Hempel Fonden i Rwanda

Se med her, når direktør i Hempel Fonden, Anders Holm, sammen med UNICEFs tidligere generalsekretær, Steen Andersen, giver et indblik i, hvordan investeringer fra begge sider, både økonomisk og menneskeligt, kan sætte nye og ambitiøse standarder til fordel for verdens børn.

Børn i Madagaskar får en ny chance for at komme i skole

Klimaforandringerne er, udover eftervirkningerne af COVID–19, den største årsag til, at tusindvis af børn i Madagaskar hvert år dropper ud af skolen. Det er fx blevet sværere at hente vand og holde landbruget i gang, hvorfor familier bruger børnenes arbejdskraft i hjemmet og i marken. Dermed er der mindre tid til at gå i skole, og når man dropper ud i bare en kort periode, er det svært at vende tilbage.

‘Catch-up Classes’ får børn i skole

UNICEF arbejder derfor sammen med Hempel Fonden på at gennemføre ’Catch-up Classes’, hvor børn der er droppet ud kan følge et intensivt undervisningsforløb med det formål, at få eleverne tilbage i skoleforløb. Det var relevant før COVID–19. Det er endnu mere relevant nu. Og så snart der er mulighed for genåbning af skolerne i Madagaskar er vi klar med at sætte ind med Catch-up Classes igen.

Se med herunder, hvor vi lige inden alt lukkede ned havde Hempel Fonden med i Madagaskar som en opstart på netop Catch-up classes-programmerne, som Fonden støtter. Behovet er større end nogensinde og vi er meget taknemmelige over at Hempel Fonden, der i forvejen støtter uddannelsesprojekter i lande som Sydafrika, Rwanda og Zambia også er med os på denne vigtige rejse for at skabe håb om en bedre fremtid for de mest sårbare børn i Madagaskar gennem uddannelse.

Hempel-fonden i Madagaskar med UNICEF Danmark. Her besøgte de skoler og mødte elever, som kunne fortælle om vigtigheden af, at børn færdiggør deres skolegang i landet.

Partnerskab

Vil I indgå i et partnerskab med UNICEF?

 

Se flere partnerskaber

Novo Nordisk vil forebygge overvægt og fedme blandt børn

Partnerskab: Pandora sætter fokus på empowerment, uddannelse og ligestilling

Partnerskab: LEGO Fonden og LEGO Koncernen