UNICEF Danmark for alle verdens børn støt børnene nødhjælp

UNICEF Danmark Årsberetning 2011

Hjem » Publikationer » UNICEF Danmark Årsberetning 2011

HJÆLPEN NYTTER

En årsrapport er altid fyldt med regnskabstal. Det gælder også UNICEF Danmarks, og tallene er heldigvis gode. Men selv de flotteste regnskabstal kan aldrig konkurrere med de allervigtigste tal for UNICEF: Hvor mange børn overlever? Går  det den rigtige vej med vores udviklings- og nødhjælpsarbejde?

Svaret er et stort og rungende JA!

I løbet af den sidste snes år er antallet af børn, der dør inden deres fem-års fødselsdag, faldet med hele 35 procent. I 1990 døde 88 ud af 1.000 børn. I 2010, som er året med de nyeste tal UNICEF har, var tallet faldet til 57.

Det er imponerende og meget glædelige tal, for de er bevis på, at udviklingsarbejdet nytter. Men hvad så med nødhjælpsarbejdet ved de store katastrofer – som for eksempel hungersnøden på Afrikas Horn i 2011?

I januar i år havde jeg lejlighed til at besøge et af de allerhårdest ramte områder, nemlig Turkana-provinsen i det nordlige Kenya. Jeg besøgte en lille UNICEF-støttet sundhedsklinik i landsbyen Mukutano, som ligger langt fra alting, midt i et utroligt fattigt område. Lederen af klinikken, Jimmy Loree, fortalte, at på en ’normal’ måned behandlede de under 30 børn for alvorlig underernæring. Da hungersnøden var på sit højeste, var tallet langt over 80. Men takket være nødhjælpen nærmede tallet sig nu igen sit oprindelige niveau. I hele den store og meget fattige provins viste UNICEFs opgørelser, at antallet af alvorligt underernærede børn var faldet fra 37 til 13 procent i 2011. Så jo, nødhjælpen virker.

I UNICEF Danmark samlede vi mere end 29 millioner kroner ind til denne katastrofe. Så danskerne har i høj grad været med til at redde børnene fra at dø af underernæring, ligesom danskerne gennem den generelle støtte til UNICEF Danmark er med til at sikre den flotte fremgang for børn under fem år. Jeg vil godt benytte lejligheden til at sige en stor og varm tak til alle, som gennem UNICEF har været med til at sikre ikke bare overlevelse, men også udvikling for nogle af de værst stillede børn her på kloden.

Men der er stadig årligt 7,6 millioner børn i verden, som ikke når at fylde fem år. De dør af årsager, som de ikke ville være døde af, hvis de levede i Danmark. Og selv i lande med generelt flotte statistikker er der ofte stadig børn, som tilhører en meget svag gruppe, som er svære at nå frem til i de fjernest liggende landsbyer eller i storbyernes slumområder. I stadigt stigende omfang når UNICEF ud til disse børn. For UNICEF er som verdens største børneorganisation altid til stede, både når katastrofen rammer og i hverdagen. Og UNICEF arbejder både i de hårdest ramte og svært tilgængelige områder og på regeringskontorerne. For et arbejde for børn i nød er ikke komplet, hvis der ikke både arbejdes med konkrete projekter, men også med lovgivning, tildeling af penge gennem påvirkning af statslige budgetter, professionel opfølgning og evaluering af, om arbejdet virker.

UNICEF gør en forskel for millioner af børn. Og som bidragyder til UNICEF er du med til at sikre det arbejde, som i bogstaveligste forstand kan betyde forskellen mellem liv og død for disse børn.

Årsberetning 2011
Download

Læs vores årsberetning for 2011 her

Download