Norwegian fylder
fly med nødhjælp

Hjem » Vores partnere » Norwegian fylder fly med nødhjælp

Årets vigtigste flyvning

Skrevet d. 28. august 2018 af Gitte Meyer Madsen.

Hvert år sender UNICEF og Norwegian et fuldtlastet fly med nødhjælp til et af verdens brændpunkter. Begivenheden er et helt centralt element i partnerskabet mellem FN’s børneorganisation og Skandinaviens største flyselskab.

I elleve år har UNICEF i Norge og Norwegian haft et tæt samarbejde om at hjælpe nogle af verdens mest udsatte børn. I 2017 blev aftalen mellem UNICEF og Norwegian udvidet til også at gælde Danmark, Sverige og USA.

Omdrejningspunktet for partnerskabet har de sidste fire år været “Fyld et fly“-kampagnen, hvor Norwegian og UNICEF en gang om året sender et fly fyldt med skolebøger og nødhjælp til dele af verden, der er ramt af krig og konflikt. Sidste år gik ’Fyld et fly’-kampagnen i luften for første gang i Danmark.

“Vi kalder det for ’årets vigtigste flyvning’. Her tager vi et af vores fly ud af rute og fylder hele flyet – lastrummet, hattehylderne og sæderne – med nødhjælp fra UNICEFs lager her i København. Vi flyver det så til et sted i verden, hvor der er et stort og ofte overset behov for hjælp,” fortæller Norwegian Danmarks kommunikationschef, Andreas Hjørnholm.

Til september sætter et tætpakket Norwegian-fly endnu engang kursen mod et af verdens mest udsatte områder. Denne gang går turen til Tchad, hvor millioner af børn er ramt af konflikt og tørke.

Hele året arbejder flyselskabet på at samle ind, så flyet kan fyldes op. Og det er også lykkes i år. ”Vi fundraiser på flere måder. Vi har blandt andet indført en funktion på hjemmesiden, der giver passagerer mulighed for at donere penge til UNICEF, når de bestiller flybilletter. Vi har også samlet ind ombord, og medarbejderne giver hvert år deres julegave til UNICEFs arbejde,” fortæller Andreas Hjørnholm.

Andreas Hjørnholm er kommunikationschef for Norwegian

Andreas Hjørnholm er kommunikationschef for Norwegian Danmark. Flyselskabet samarbejder med UNICEF om at give nødhjælp til verdens mest udsatte børn.

Partnerskab skaber fællesskab

Ifølge kommunikationschefen skaber partnerskabet sammenhold og en følelse af fællesskab blandt medarbejderne, og det har stor betydning for virksomheden. “Vi har knap 10.000 ansatte på verdensplan. Det er alt fra folk i jakkesæt til folk, der arbejder ude på flyvepladsen i kedeldragter. Derfor er det utroligt vigtigt for os, at vi med vores partnerskab med UNICEF kan skabe engagement, stolthed og et fællesskab blandt vores kolleger på tværs af virksomheden.  Jeg er sikker på, at det smitter af på den måde, kunderne oplever os. Der er ingen tvivl om, at det er en kæmpe værdi for vores forretning.”

Andreas Hjørnholm er selv stolt over at arbejde i en virksomhed, der gør en reel og konkret forskel: “Jeg er glad for, at Norwegian er et sted, hvor der er plads til at hjælpe dem, som har mest brug for det. Det gør mig stolt, og det øger glæden ved mit arbejde. Jeg ved, at mine kolleger har det på samme måde.”

Se Andreas fortælle om partnerskabet her

UNICEF Danmark for alle verdens børn. Gina Tricot lancerer julekampagne.
UNICEF har stor erfaring med at samarbejde med virksomheder, og ved derfor, hvad der skal til for at udvikle et godt partnerskab. Det har vi haft stor glæde af.

Andreas Hjørnholm, kommunikationschef for Norwegian Danmark.

Fokus på verdensmålene

Norwegian er en virksomhed med stort fokus på bæredygtighed. Virksomheden har derfor også integreret verdensmålene i forretningsstrategien. I samarbejdet med UNICEF er det særligt verdensmålene for uddannelse og sult, der er fokus på, men Norwegian arbejder også med flere andre af FN’s 17 ambitiøse mål:

“Vi har for eksempel investeret i en flåde af helt nye fly. Norwegian er i dag et af de selskaber i verden, der har den yngste flyflåde. Vi kan se, at vores nye fly bruger cirka 25 procent mindre brændstof end ældre flytyper. Det er både godt for klimaet og for virksomhedens bundlinje,” fortæller Andreas Hjørnholm.

Ikon FN's Verdensmål for bæredygtig udvikling

Tag kontakt

Andreas Hjørnholm har særligt ét godt råd til andre virksomheder, der overvejer et strategisk partnerskab med en organisation som UNICEF:

“Tag kontakt. Tal med den organisation, som I kunne tænke jer et samarbejde med, overvej hvor I kan gøre en positiv forskel og hør, hvad organisationen har at byde ind med. Det er ikke meningen, at man skal have alle idéer klar, når man ringer. Idéerne udvikler man sammen. Det er derfor, at det er et partnerskab. Vi har oplevet, at UNICEF har været enormt professionelle i den forbindelse. Vi bød ind med logistik og fundraising-muligheder, og så så de potentialet. UNICEF har stor erfaring med at samarbejde med virksomheder, og de ved derfor, hvad der skal til for at udvikle et godt partnerskab. Det har vi haft stor glæde af,” siger Andreas Hjørnholm.

Vil I indgå i et partnerskab med UNICEF?

Bliv Partner