En såret pige bliver behandlet på Althawra-hospitalet i Hodaida.

Krig og konflikt har gjort Yemen til et levende helvede for børn. Over 11 millioner børn landet over har brug for humanitær hjælp.

Foruden krig og hårde kampe står børn ansigt til ansigt med sygdom, sult, flugt og mangelfuld adgang til rent vand og basale sundhedsydelser.

Den lille pige på billedet blev såret, da hun sammen med sin familie forsøgte at komme væk fra kampe i Hodaida. Hun er kun et ud af mindst 300.000 børn, som bor i og omkring byen.

UNICEF har været godt forberedt og hjælper gennem partnere i byen med antibiotika, kanyler, medicin, hygiejnepakker og nærende jordnøddemos og højenergimælk til behandling af underernærede børn inde i byen. 

Men angrebet på havnebyen kan få vidtrækkende konsekvenser for børn i hele landet, da millioner af børn i Yemen er afhængige af de varer og den humanitære hjælp, som hver dag kommer gennem byens havn. 

Hodaida vidner om katastrofal situation

Selvom situationen er alvorlig i Hodaida, så er havnebyen bare et eksempel på den katastrofale humanitære situation, som lige nu præger Yemen.

Over hele landet bliver det vurderet, at 1,8 millioner børn er akut underernærede, og 400.000 børn er så underernærede, at de har brug for omgående behandling, hvis de skal overleve. Derfor er livreddende jordnøddemos og højenergimælk en vigtig del af UNICEFs nødhjælpsarbejde i landet.

Et andet problem i landet er manglen på rent vand. Ødelagte vandsystemer har afskåret 8,6 millioner børn fra regelmæssig adgang til rent vand, og dårlige hygiejne- og toiletforhold øger risikoen for, at vandbårne sygdomme som akut vandig diarre og kolera kan sprede sig. Begge kan være dødbringende sygdomme for børn. UNICEF leverer derfor vandrensningstabletter til Yemen, så urent vand bliver sikkert at drikke.

Netop et udbrud af kolera har plaget landet siden april 2017, og på bare et år nåede det samlede antal formodede koleratilfælde i slutningen af april 2018 op på over en million tilfælde - med over 2000 relaterede dødsfald. Børn under fem år udgør omkring 28,8 procent af tilfældene. UNICEF har her bl.a. hjulpet med et særligt pulver til behandling af diarré og kolera, og i maj i år var UNICEF og partnere med til at vaccinere over 270.000 mennesker mod kolera i en stor kampagne. 

Yemens børn har brug for din hjælp

UNICEF er til stede i landet og gør alt for at hjælpe børn og deres familier, men mangler stadig omkring halvdelen af de penge, der er behov for til hjælpearbejdet for landets børn.

Du kan hjælpe her.

I Hodaida har UNICEF bl.a. leveret:

  • Over 20.000 basale hygiejnepakker
  • Rent drikkevand til hundredevis af internt fordrevne familier, herunder 9.000 liter rent vand om dagen til familier i Beit-Al-Faqih distriktet
  • Jordnøddemos nok til over 50.000 børn i de næste 5-6 måneder

 

 

Pressekontakter:

Line Grove Hermansen
Kommunikations-
direktør
T: 35 27 38 28​
Send e-mail

Susan Knorrenborg
Presseansvarlig
T: 35 27 38 66​
M: 29 89 19 15
Send e-mail

Mads Nørgaard-Larsen
Kommunikations-
medarbejder
M: 27 46 63 33
Send e-mail

Facebook