Henrietta H. Fore, UNICEFs øverste internationale direktør der tiltrådte i januar, besøgte i går sine danske kolleger og understregede visionen om styrket samarbejde med erhvervslivet samt indsatsen for børn og unge.

Det var især UNICEFs samarbejde med erhvervslivet og indsatsen for de 10-18-årige, som var på dagsordenen, da Henrietta H. Fore mandag eftermiddag besøgte UNICEF Danmark.

Foran sine danske kolleger fremlagde hun flere af sine bud på UNICEFs vej frem de næste år. UNICEF vil i fremtiden lede efter endnu flere måder at samarbejde med virksomheder på for at udvikle produkter, teknologi og innovative løsninger, som kan bidrage til at opfylde udsatte børns behov rundt om i verden.

I Malawi tester UNICEF f.eks. i øjeblikket brugen af droner for at skære ventetiden ned for HIV-undersøgelse af spædbørn, og UNICEF vil fortsætte med at udvikle mindst 30 integrerede partnerskaber med virksomheder, der på en række områder kan forbedre børns liv og vilkår. Det globale erhvervsliv indgår i dag som en medspiller, der går ud over den traditionelle rolle som donor og som hjælper UNICEF med at nå frem til børn på nye og mere effektive måder.

UNICEFs ambition er, at alle unge skal gå i skole, lære, modtage træning eller være i arbejde i år 2030. Der er millioner af børn i aldersgruppen 10 til 18 år, som hverken får de færdigheder eller muligheder, som de har brug for, hvis de skal skabe en bedre fremtid for dem selv og deres lokalsamfund. Flere end 100 millioner unge kan ikke læse, og 56 % af børn i grundskolealderen har læsefærdigheder, som ikke lever op til minimumsniveauet. Derfor er børn og unge mellem 10 og 18 år en central målgruppe for UNICEF fremover, understregede Henrietta H. Fore. De er deres samfunds fremtid, og vi har ikke råd til at miste dem.

UNICEFs nye topchef skulle efter besøget i FN Byen videre til Udenrigsministeriet til samtaler med den danske regering.

 

Pressekontakter:

Line Grove Hermansen
Kommunikations-
direktør
T: 35 27 38 28​
Send e-mail

Susan Knorreborg
Presseansvarlig
T: 35 27 38 66​
M: 29 89 16 15
Send e-mail

Mads Nørgaard-Larsen
Pressemedarbejder
M: 27 46 63 33
Send e-mail

Facebook