Børns ret til at blive hørt og trivsel i skolen var blandt emnerne på dagsordenen, da UNICEF Danmark holdt sit første børnetopmøde i FN-byen.

Det var ikke det normale syn af travle personer fra hele verden, som man blev mødt af i FN-byen i København i fredags. Der var nemlig fuldt hus med 300 børn og voksne, som alle var deltagere ved det første børnetopmøde arrangeret af UNICEF Danmark. Topmødet, som er finansieret af IKEA og VELUX FONDEN, bød på et stjernespækket program med besøg af Hr. Skæg og oplæg af debattør og foredragsholder Emma Holten, youtuber Rasmus Brohave og tv-vært på DR Ramasjang Sofie Østergaard. Her talte oplægsholderne om, hvordan mere fokus på børns rettigheder kan hjælpe til at minimere mobning og skabe bedre trivsel blandt børn på de danske skoler. Alle topmødets deltagere kom fra de 22 UNICEF Rettighedsskoler fra hele landet.

Ikke kun de voksne, der skal tale

”Det er ret sejt at være med til børnetopmødet. Bare fordi vi måske ikke altid er lige så kloge som de voksne, er vi stadig personer, som har brug for at blive hørt. Det er ikke kun de voksne, der skal tale, ” siger Vár Àrnadottìr, som går i 5. klasse på Paradisbakkeskolen i Nexø.

I Rettighedsskoler benytter man FN’s Børnekonvention som værdigrundlag for skolens arbejde, så børns rettigheder bliver brugt i hverdagen på skolen. Maglegårdsskolen i Hellerup er endnu ikke en certificeret Rettighedsskole, men ifølge viceskoleleder Kristian Gomes Bindslev er der en forventning om, at det på sigt vil skabe bedre sammenhæng og trivsel blandt skolens elever.

”Vi forventer, at det kommer til at styrke sammenhængskraften mellem de forskellige årgange, og at de store og små elever vil kende hinanden bedre, og at de vil hjælpe hinanden endnu mere end de gør i forvejen. Desuden håber vi, at eleverne i højere grad vil opleve at blive hørt, og at de vil opleve at have en tryg og god skolegang, ” siger Kristian Gomes Bindslev.

Det Nationale Rettighedsråd blev stiftet

Ved topmødet blev der nedsat et nationalt rettighedsråd med børn fra skolernes rettighedsråd landet over. Og børnene i Det Nationale Rettighedsråd gik straks i gang med at udarbejde en resolution om god undervisning i de danske skoler, som de skal overrække til undervisningsministeren på Børnenes Dag i FN-byen den 20. november. Det Nationale Rettighedsråd er blevet til, som en del af partnerskabet med IKEA, der støtter UNICEF Rettighedsskoler.   

”Vi er fra IKEAs side meget glade for at kunne støtte Det Nationale Rettighedsråd, fordi vi vil gerne medvirke til at skabe en bedre skoledag for børn landet over,” siger Jonas Engberg, som er Sustainability Manager hos IKEA Danmark.

Ifølge børn- og ungechef hos UNICEF Danmark Anne Mette Friis har børnene i Det Nationale Rettighedsråd leveret nogle meget flotte resultater til børnetopmødet.

”Jeg er utrolig imponeret over resultaterne af børnenes arbejde i Det Nationale Rettighedsråd. De bevæger sig på et ret højt niveau, og det fortæller os virkelig, at børn har noget på hjerte. Det er ikke rigtigt, når vi siger, at børn ikke har andet i hovedet end iPads og iPhones, ” siger Anne Mette Friis, som håber, at Det Nationale Rettighedsråd på sigt kan blive til en vigtig sparringspartner, når børn skal tages med på råd.

Se resolutionen som Det Nationale Rettighedsråd fik udarbejdet på børnetopmødet her

 

Pressekontakter:

Line Grove Hermansen
Kommunikations-
direktør
T: 35 27 38 28​
M: 20 14 44 30
Send e-mail

Julie Troldborg
Presseansvarlig
M: 29 80 18 45​
Send e-mail

Mads Nørgaard-Larsen
Pressemedarbejder
M: 27 46 63 33
Send e-mail

Facebook