Syv millioner børn i det østlige Asien kommer ikke i skole. Det vil UNICEF gøre noget ved i samarbejde med Splay, Danmarks største mediehus for influenter på sociale medier. YouTube-stjernen Rasmus Brohave får en central rolle i samarbejdet.

YouTube er blevet danske børn og unges foretrukne kanal, når de vil underholdes og oplyses. UNICEF Danmark har ad flere omgange samarbejdet med youtubere og Splay, men indgår nu et reelt strategisk partnerskab med netværket.

Partnerskabet har som et af sine primære formål at engagere børn og unge og deres forældre i det, UNICEF arbejder for; at alle børn overlever og opnår deres fulde potentiale. Helt konkret vil Splay sætte fokus på og samle ind til UNICEFs indsats for at få flere børn i det østlige Asien i skole.

”Syv millioner børn i det østlige Asien kommer ikke i skole. Sammen med Splay vil vi sætte fokus på årsagerne og løsningerne og ikke mindst gøre noget ved det. Samtidig giver partnerskabet os mulighed for at nå en stor og vigtig målgruppe på nye måder,” siger Line Grove Hermansen, kommunikationsdirektør i UNICEF Danmark.

Partnerskabet består i første omgang af tre konkrete aktiviteter, som løber af stablen inden for de kommende måneder:

  • Splay donerer 10 kroner til UNICEF pr. solgt billet til Guldtuben 2017, der afholdes den 9. September i Royal Arena i København.
  • UNICEF står for at vælge og uddele ”Årets Budskab” ved Guldtuben 2017.
  • Splay laver sammen med UNICEF et større live fundraising-event på YouTube i august 2017 som optakt til Guldtuben. YouTube-stjernen Rasmus Brohave bliver vært på eventen.

”Vores indhold og de mediestjerner, vi repræsenterer på YouTube, Instagram, SnapChat og Facebook, udgør en stor del af unge danskeres medieforbrug. Det giver os en kæmpe mulighed for at mobilisere danskere og således forsøge at påvirke børns fremtid. Vi er stolte og glæder os til denne fælles mission med målet om, at indsatsen får en direkte og langvarig betydning for udsatte børn i Asien,” siger landechef i Splay Danmark, Adrian Langer.

 

 

Pressekontakter:

Line Grove Hermansen
Kommunikations-
direktør
T: 35 27 38 28​
Send e-mail

Susan Knorrenborg
Presseansvarlig
T: 35 27 38 66​
M: 29 89 19 15
Send e-mail

Mads Nørgaard-Larsen
Kommunikations-
medarbejder
M: 27 46 63 33
Send e-mail

Facebook