Børn i Aleppo får hjælp blandt andet med støtte fra danske virksomheder som TDC Group
Børnene i Aleppo får hjælp blandt andet med støtte fra danske virksomheder som TDC Group

På under en uge har danskerne doneret over 5,3 millioner kroner til UNICEFs arbejde for børnene i og omkring Aleppo. Næsten 20 procent af donationerne kommer fra danske virksomheder.

De grufulde billeder og historier fra Aleppo har skabt stærke reaktioner - og ikke bare hos privatpersoner. UNICEF Danmark har fået flere henvendelser fra danske virksomheder, der gerne vil støtte indsatsen for børnene. TDC Group var den første virksomhed til at reagere med en større donation.

”Normalt er det sværere for os at samle ind til børn ramt af krig, end når der for eksempel har været et jordskælv. Men vi må bare konstatere, at den frygtelige situation i Aleppo virkelig har gjort indtryk. Vi har samlet omkring det samme ind, som vi ville have fået ind på en naturkatastrofe på det her tidspunkt. Det er fantastisk godt, for der er hårdt brug for hjælpen,” siger generalsekretær i UNICEF Danmark, Steen M. Andersen.

Store virksomheder reagerer med støtte til børnene i Aleppo

Næsten 20 procent af de 5,3 millioner kroner, UNICEF Danmark har samlet ind den seneste uge, kommer fra danske virksomheder som TDC Group, Nykredit, Danske Bank Fonden, Carlsberg, NKT, Apollo Rejser og Joe & The Juice.

”Vi er lige nu vidner til en ekstraordinær situation i Aleppo, og billeder og beretninger fra den krigshærgede by påvirker os alle. Uskyldige mennesker er ofre for en humanitær katastrofe. Som en af Danmarks største virksomheder vil vi gerne hjælpe de børn, der ufrivilligt er blevet en del af denne blodige konflikt. Derfor har TDC Group valgt at give en donation til UNICEF,” siger Pernille Erenbjerg, CEO i TDC Group.

I flere aviser tirsdag siger UNICEF Danmark med en annonce tak for støtten. Her siger bestyrelsesformand i UNICEF Danmark, Alfred Josefsen, blandt andet:  ”På børnenes vegne vil jeg gerne sige tak til for støtten. Alle bidrag er uundværlige i en tid, hvor alt for mange børns liv og fremtid er truet. Vi håber, at donationerne kan inspirere andre virksomheder og privatpersoner til at gøre det samme.”

UNICEFs prioriteter i Syrien lige nu:
• Uddeling af vintertøj til børnene og adgang til lægehjælp via mobile sundhedsklinikker
• Levering af flere millioner liter rent vand hver dag

• Udlevering af hygiejnekits til de fordrevne, herunder sæbe, tandbørster og bleer
• Psykosociale aktiviteter, der hjælper børnene med at bearbejde de rædsler, de har oplevet
• Genforene uledsagede børn med deres forældre
• Midlertidige skoler og ’før-skole-aktiviteter’
• Behandling af underernæring

 

Kontakt os:

Christina Laursen
Senior corporate relations manager
T: 23 42 17 07
Send e-mail

Charlotte Bøie
Senior corporate relations manager
T: 24 83 29 13
Send e-mail

Louise Lund-Larsen
Corporate relations manager
T: 31 85 31 54
Send e-mail

Ditte Hartvig Bak
Partnership communication manager
T: 35 27 38 43
Send e-mail

Linked In

Facebook