UNICEFs chef i Syrien, Hanaa Singer, i snak med nogle af de børn, hun mødte i Madaya. "Mange børn fortalte mig, at de har levet af blade kogt på suppe," siger hun.

UNICEF er blandt de organisationer, der har fået adgang til den belejrede by Madaya i Syrien, som har været afskåret fra nødhjælp i et halvt år. Det syn, der mødte vores chef for kontoret i Syrien, Hanaa Singer, var gruopvækkende. Her er hendes fortælling:

Det var særligt hårdt og chokerende at opleve Ali dø. Han var en alvorligt underernæret dreng på 16 år, som døde af sult for øjnene af os.

Alle dem, vi mødte i Madaya, var udmattede og ekstremt skrøbelige. På det hospital, vi besøgte, var der kun to læger og to sygeplejersker. Lægerne var følelsesmæssigt stressede og drænede, de arbejdede døgnet rundt med meget få ressourcer i håb om at kunne hjælpe alle. Det er simpelthen uacceptable arbejdsvilkår i det 21. århundrede.

UNICEF var med til at screene 25 børn under fem år for underernæring. 22 af dem skulle i akut behandling.

Sammen med WHO er vi igang med at etablere et sundhedscenter, der skal behandle de mange underernærede børn. Vi har trænet sundhedsmedarbejdere i, hvordan behandlingen skal foregå.

Alt imens jeg fortæller det her, så lad os ikke glemme, at der i Syrien er 14 andre steder i lignende situationer. Det er steder, som de forskellige stridende parter har brugt til taktisk krigsførelse med den store konsekvens, at det har frarøvet børn og uskyldige civile adgang til livreddende nødhjælp.

I denne uge var UNICEF med i en konvoj af 10 lastbiler, der kørte ind med nødhjælp til to andre belejrede områder - med nok nødhjælp til at kunne nå 6.000 børn."

 

Pressekontakter:

Line Grove Hermansen
Kommunikations-
direktør
T: 35 27 38 28​
M: 20 14 44 30
Send e-mail

Julie Troldborg
Presseansvarlig
M: 29 80 18 45​
Send e-mail

Mads Nørgaard-Larsen
Pressemedarbejder
M: 27 46 63 33
Send e-mail

Facebook