Frivillige mødre som Maria gør et kæmpe stykke arbejde i kampen mod hiv. "Jeg siger se på mig. Jeg er som jer. Jeg er hiv-positiv og mine børn er raske. I kan blive ligesom mig."

Frivillig i en helt særlig mødregruppe

29-årige Maria i den røde polo kommer fra Mozambique. Hun er hiv-smittet og mor til to. Og så arbejder hun som frivillig i en helt særlig mødregruppe, der hver eneste dag gør en kæmpe forskel for rigtigt mange kvinder. Margarita i den hvide t-shirt er en af dem.

Hvad gør man, når hiv-testen er positiv?

Ligesom alle mulige andre steder i verden er det at være hiv-smittet ikke noget, man går rundt og er stolt af i Mozambique. Hér kan det endda få ret alvorlige konsekvenser, hvis man fortæller det til nogen. Ligesom det fik for Margarita. I det øjeblik hendes mand hørte, hun var smittet, forlod han hende. Selvom hun var gravid. Og så stod hun der. Sårbar og helt alene. 

Maria var bedre stillet. Hendes mand blev og støttede hende. Begge mænd nægtede at lade sig teste, som det ofte er tilfældet her. Men det lykkedes Maria at overbevise sin bedre halvdel til sidst. Og det viste sig, at han også var smittet. Margaritas mand er stadig ikke testet. "Men nu har han de samme symptomer, som jeg havde", fortæller hun.

Livet er ikke forbi, selvom du har hiv

Da Maria fik svaret på sin hiv-test sank hele hendes verden i grus. Men dengang fik hun hjælp af en flok frivillige kvinder. Og hun følte, at hun fik livet tilbage. Det er derfor, hun nu er med i mødregruppen, der hedder Kuplumussana. Fordi hun gerne vil give noget tilbage. 

I arbejdet bruger hun sig selv som eksempel. "Jeg siger: Se på mig. Jeg er som jer. Jeg er hiv-positiv, og mine børn er raske. I kan blive ligesom mig", fortæller Maria engageret. For man kan faktisk få et liv og en fremtid, selvom man finder ud af, at man er smittet. Man kan få medicin, der holder en rask længere tid. Og er man gravid, kan man få en behandling, der kan forhindre, at man overfører smitten til det lille ufødte barn. Sådan en fik Maria takket være den UNICEF støttede indsats i Mozambique. Og det har betydet, at begge hendes børn - Benildo på syv og lille Jaime på et år - er hiv-negative.

Sådan arbejder Kuplumussana-gruppen 

Gruppen af frivillige, der består af 40 kvinder og 10 mænd - heriblandt Marias mand! - arbejder med oplysning og rådgivning om hiv og aids på et praktisk og opsøgende niveau, som folk kan forstå. De spiller små teaterstykker om dilemmaer, som folk selv oplever. De underviser og skaber debat om emnet på skoler, arbejdspladser, caféer og ved events på offentlige pladser. De fortæller om prævention. De opsøger patienter, der er droppet ud af behandlingen for at få dem til at komme tilbage igen og meget, meget mere. De gør et kæmpe og dybt imponerende stykke arbejde uden at få løn for det. Og så støtter de mennesker som Margarita, der mistede alt.

Margaritas datter gik ikke fri - men med medicinen, kan hun leve

Margaritas datter Cecilia er syv år i dag. Desværre nåede hun at få sin mors uhelbredelige hiv-smitte. Men i dag får de begge hjælp og den medicin, der skal til for at holde dem fri for symptomer. Og Maria støtter og bakker op og besøger dem fire gange om måneden. "Jeg har brug for at støtte dem. De er som en familie for mig. De har brug for mig, og jeg for dem. Vi føler os forbundne", siger hun med et smil.

UNICEFs rolle

UNICEF støtter hiv-området i Mozambique gennem forskning, knowhow, rådgivning, uddannelse og medicin. Sidstnævnte både til behandling af hiv-smittede forældre og børn og forebyggende behandling til gravide mødre, der forhindrer overførslen af hiv-smitte fra mor til barn. 

UNICEF Danmark støtter desuden hiv/aids-området i Mozambique direkte takket være Det Obelske Familiefond, der har bidraget til projektet med gavmilde donationer.

Mozambique fakta:

(Ifølge seneste tal fra 2011)

  • 11,3 % voksne mellem 15-49 år har hiv
  • 200.000 børn under 14 år lever med hiv/aids

 

 

 

Pressekontakter:

Line Grove Hermansen
Kommunikations-
direktør
T: 35 27 38 28​
Send e-mail

Susan Knorreborg
Presseansvarlig
T: 35 27 38 66​
M: 29 89 16 15
Send e-mail

Mads Nørgaard-Larsen
Pressemedarbejder
M: 27 46 63 33
Send e-mail

Facebook