Mange danskere har gennem de seneste uger støttet ofrene for de voldsomme jordskælv i Nepal, blandt andet gennem UNICEF, som nu har modtaget i alt 11 millioner kroner i støtte fra danskerne til børneorganisationens indsats efter katastrofen. Senest har Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond ydet 200.000 kroner i støtte til UNICEFs arbejde for børnene i Nepal.

Medicin og udstyr til 16.000 mennesker

”Vi er i UNICEF meget taknemmelige for, at Dronningen og Prinsgemalen gennem deres fond har besluttet at støtte vort arbejde for at hjælpe de mange børn i Nepal, som er blevet ramt af ikke mindre end to voldsomme jordskælv. Vi har samlet over 11 millioner kroner ind blandt danskerne de sidste par uger. Med de 200.000 kroner fra den kongelige familie kan vi for eksempel dække behovet for medicin og førstehjælpsudstyr til 16.000 mennesker i tre måneder”, siger generalsekretær i UNICEF Danmark, Steen M. Andersen.

UNICEF er i Nepal

Over 1,7 millioner børn er berørt af katastrofen og har akut brug for hjælp i form af blandt andet rent drikkevand, ly, omsorg og beskyttelse. UNICEF var til stede i Nepal allerede inden jordskælvet og kunne hurtigt sætte ind med akut livreddende hjælp til børn og familier i de katastroferamte områder. UNICEF opretter børnevenlige centre i flygtningelejrene, hvor børnene kan få bearbejdet de forfærdelige ting, de har oplevet. Og børneorganisationen er allerede i gang med at oprette midlertidige skoler, så børn kan vende tilbage til skolerne så hurtigt som muligt.

 

Pressekontakter:

Line Grove Hermansen
Kommunikations-
direktør
T: 35 27 38 28​
Send e-mail

Susan Knorrenborg
Presseansvarlig
T: 35 27 38 66​
M: 29 89 19 15
Send e-mail

Mads Nørgaard-Larsen
Kommunikations-
medarbejder
M: 27 46 63 33
Send e-mail

Facebook