Elevsite: Fakta og materiale
Mediekonkurrencen 2020

Hjem » Elevsite: Mediekonkurrencen 2020

VI HAR ORDET – UNGE HAR OGSÅ RET

Vær velkommen til elevsitet til “VI HAR ORDET – UNGE HAR OGSÅ RET”!

I har også rettigheder, og I kan forandre verden. I er verdens fremtid, men I er også verdens nutid. I skal inddrages, høres og tages med på råd. Det er blot nogle af jeres rettigheder. I har mange rettigheder – og det er vigtigt, at I kender dem.

Her på siden kan du surfe rundt i fakta, foto og baggrundsmateriale om børns rettigheder. Der er relevant information og frit tilgængeligt billedmateriale og du kan blive inspireret til, hvordan du vil gribe opgaven an.

Lakserytteren er Youtuber og Ambassadør for UNICEF og dermed for børns rettigheder.

Retten til at udtrykke meninger: Barnets ret til at give udtryk for en mening og krav på, at denne mening respekteres.
FN's Børnekonvention, Artikel 12

Unge bruger deres ret

Børn og unge – både i Danmark og internationalt – har de seneste år rettet fokus mod og udfordret de ambitioner og fælles mål, som de internationale konventioner indeholder. I 2019 var der tusindvis af demonstrationer over hele verden, som har det til fælles, at det er unge, der kæmper og appellerer til voksne og til samfundet om at lytte og tage dem alvorligt.

Et eksempel er 17-årige Greta Thunberg fra Sverige.

Greta Thunberg startede skolestrejker verden over, stiftede bevægelsen ”Fridays for Future” og fortsat mobiliserer børn, unge og voksne i kampen om at tage klimaudfordringerne alvorligt. Thunberg blev for alvor internationalt kendt og respekteret, da hun talte ved FN’s klimakonference i december 2018. Hun brugte sine rettigheder fra FN’s Børnekonvention – særligt artikel 12, 13 og 15.

Siden da har Thunberg været hovedtaler ved adskillige internationale fora, hvor verdens mest magtfulde politikere mødes. Samtidig er hun blevet et forbillede og en rollemodel for tusindvis af unge verden over.

Et andet eksempel er 22-årige Malala Yousafzai.

Malala Yousafzai er fra Pakistan. Hun har siden 2012 kæmpet for pigers ret til uddannelse, skrevet blogs under pseudonym og sat livet på spil overfor Taliban. Yousafzai er børneaktivist og menneskerettighedsforkæmper, og hun har kæmpet for rettigheder til pakistanske kvinder og pigers ret til uddannelse. Som 12-årig skrev hun blogs under pseudonym for BBC, mens Taliban havde besat regionen og forbød piger at modtage skolegang. For dette arbejde blev Malala Yousafzai som 17-årig tildelt Nobels fredspris i 2014.

Lad os tage vores bøger og vores kuglepenne. Det er de stærkeste våben. Et barn, en lærer, en bog, en pen kan forandre verden.

MALALA YOUSAFZAI, MENNESKERETTIGHEDSFORKÆMPER

Er der sammenhæng mellem FN’s Børnekonvention og FN’s Verdensmål?

Ja. FN’s Verdensmål omhandler også børns rettigheder. FN’s Verdensmål blev vedtaget af verdens stats- og regeringsledere på FN-topmødet i New York den 25. september 2015. Verdensmålene består af 17 mål, som hver har en række delmål, der anviser vejen mod målet. Verdensmålene trådte i kraft den 1. januar 2016 og skal frem til 2030 sætte kurs mod en mere bæredygtig udvikling for både mennesker og kloden.

Børnekonventionens værdier er afspejlet i verdensmålene. Børn er specifikt adresseret under mål vedrørende fattigdom, mad, sundhed, uddannelse, ligestilling, arbejde, byudvikling, fred og retfærdighed.

LÆR BØRNEKONVENTIONEN AT KENDE:

FAKTA OM BØRNEKONVENTIONEN

LÆR FN'S VERDENSMÅL AT KENDE:

FAKTA OM FN'S VERDENSMÅL

Test dig selv - hvor godt kender du børnekonventionen?

Gå til quiz

Coronavirus bringer rettigheder i fare

Coronavirussen har medført en krise for børns rettigheder globalt og dermed også for jer i Danmark.

Herhjemme er I især blevet ramt af lukkede skoler og fritidsaktiviteter, hjemmekarantæne, bekymringer for familier og venner, og I har savnet jeres venner og skolekammerater.

Mens vi i Danmark sørger for at vaske hænder og holde god håndhygiejne, så mangler millioner af børn det vigtigste våben mod coronavirus: sæbe og rent vand. Det er afgørende at børn oplæres i god hygiejne og har adgang til vand for at forhindre smitte og lignende pandemier. Selvom coronavirus sjældent rammer børn, har det store konsekvenser for de børn, der ikke kan komme i skole, ikke har adgang til sundhed og måske mister deres forældre til sygdom.

Elever vasker deres hænder inden undervisning i Elfenbenskysten.
© UNICEF/UNI330848/Dejongh

Information og materiale

På UNICEFs hjemmeside kan I finde meget tilgængeligt information, som kan bruges til at udbrede kendskabet til børns rettigheder. For eksempel er siderne om Børnekonventionen og FNs Verdensmål gode at benytte.

På de følgende elevsites har vi samlet den mest relevante information, og I kan på denne side downloade billedmateriale til brug i jeres artikler. Husk at kredittere fotograf ved brug af billederne.

I kan også lære om børns rettigheder i Danmark. F.eks. har UNICEF i podcasten KLASSENS TIME spurgt danske skoleelever om, hvornår de føler sig allermest udsat og udenfor i skolen. Det er der kommet 12 spændende podcastepisoder ud af, hvor det er de unge, der sætter dagsordenen. Hør podcasten her.

Læs og download børnekonventionen

Download her

Hør Podcasten Klassens Time

Hør den her