Lossepladsen var Saimas klasseværelse

For få måneder siden havde Saima nogle lange arbejdsdage med at gennemsøge lossepladsen i et af de fattigste slumområder i Bangladesh. Når hun havde samlet nok klude til at sælge, bar hun dem hen til en lokal butik, som gav hende et par cents for hele bundtet. Arbejdet var hendes eneste klasseværelse.

Skrevet 2/3/2012

”Jeg kom ofte til skade på mine hænder og ben,” fortæller Saima, mens hun kigger på sine bare fødder. ”Det var et virkelig smertefuldt arbejde.”

Saima er en af de næsten otte millioner børn i Bangladesh, som hver dag må arbejde for at hjælpe med at brødføde familien. Børnene har ofte farlige og lavt betalte jobs, og muligheden for at gå i skole er for dem kun en fjern drøm. For nylig fortalte en socialarbejder Saima om et UNICEF-støttet center for udsatte børn. Alle børnene på centeret har samme historie som Saima. De er børnearbejdere, og nogle af dem har oven i købet boet på gaden. Som Saima er mange af børnene først stille og afventende. Men tålmodige og erfarne lærere er til stede og tager hånd om hvert barn. På centeret lærer Saima landets officielle sprog, matematik og grundlæggende livsfærdigheder. Hun får også viden om samfundsforhold, sundhed og børns rettigheder. Og alle børnene bliver undersøgt en gang om ugen af en sundhedsmedarbejder.

Når Saima bliver spurgt, hvad hun bedst kan lide ved at komme på centeret, svarer hun:” Jeg kan bedst lide at læse og skrive. Jeg kan også godt lide at synge og danse.” Centeret anerkender og tager højde for de barske realiteter, familierne lever under ved at give børnene undervisning seks dage om ugen i 2,5 timer om dagen. På den måde kan børnene hjælpe med at forsørge familien, samtidig med at de får en uddannelse.