13-årige Yunis forsørger
14 familiemedlemmer
Jeg drømmer om at komme tilbage i skole. Jeg drømmer om, at min far finder et job, så jeg kan leve et normalt liv.
Tjener 38 kr. om dagen
13-årige Yunis går rundt i den bagende sol på stranden i Gaza, Palæstina. Han har en bakke med varm kaffe i hånden. Som mange andre i Gazastriben, har Yunis far ikke noget arbejde, så når Yunis er den ældste i en søskendeflok på tretten børn, er det ham, der har ansvaret for at forsørge familien.
Yunis er den eneste, der tjener penge i familien. I løbet af en dags salg af kaffe, kan Yunis skrabe 20 shekels sammen. Det svarer til 38 danske kroner. Når Yunis kommer hjem fra arbejde, afleverer han de 20 shekels til sin far, som sørger for at købe mad og vand til familien på femten medlemmer.
Yunis har ikke bare lange arbejdsdage på stranden og ansvaret for at forsørge en hel familie i en alder af bare 13 år. Han måtte også droppe ud af skolen for to år siden. Der var ikke tid til, at han både kunne gå i skole og tjene penge nok til familien. Yunis er ikke glad for at arbejde, og ville hellere tilbage i klasseværelset: ”Jeg drømmer om at komme tilbage i skole. Jeg drømmer om, at min far finder et job, så jeg kan leve et normalt liv,” fortæller den 13-årige dreng.
Antallet af børnearbejdere fordoblet i Gazastriben
Gazastribens forfaldende økonomi har øget antallet af børn, der ligesom Yunis må arbejde, for at familierne kan klare sig økonomisk og få mad på bordet. Ifølge det Palæstinensiske Regeringskontor for Statistik, er forekomsten af børnearbejde fordoblet de sidste seks år i Gazastriben.
Det betyder, at mange børn mister vigtig uddannelse, og at de ofte må fungere som medforsørgere, fremfor at leve normale børneliv med leg og læring. Næsten 40 procent af de palæstinensiske familier i Gazastriben lever nu under fattigdomsgrænsen, og 70 procent lever af ekstern bistand. Det gør børn til vigtige medforsørgere.
Unicef bekæmper børnearbejde i Gazastriben
UNICEF arbejder for at få børn tilbage i skolerne og for at skabe trygge rammer for børn som Yunis. Det gør vi blandt andet gennem 20 UNICEF-støttede familiecentre, der findes i Gazastriben. Herfra rækker de ansatte ud til familier og børn, der har særligt brug for støtte.
Familierne bliver hjulpet med at planlægge løsninger, der gør det muligt for de mange børn at vende tilbage til skolen og leve almindelige børneliv. Børnene bliver hjulpet ind i uddannelsessystemet igen, og de får den støtte, de har brug for, både i form af psykologhjælp og faglig støtte.
UNICEF fokuserer ikke kun på det enkelte barn, men på familierne som helhed, der ofte er afhængige af børnenes arbejdskraft. Vi hjælper familierne med at få kontakt til Ministeriet for Social Udvikling for at få finansiel støtte, adgang til jobmuligheder eller mindre iværksætterordninger. På den måde bliver familierne hjulpet med at opbygge et alternativt livsgrundlag til børnenes arbejde.
Skrevet d. 1. juni 2018.