Fakta om
børneægteskab
Hvor mange unge piger bliver gift?
Over 700 millioner af verdens nulevende kvinder blev gift som børn. Mere end en tredjedel var ikke engang fyldt 15 år. Piger, der bliver gift som børn og teenagere, er mindre tilbøjelige til at gennemføre en uddannelse, og de er i højere risiko for at opleve vold og komplicerede graviditeter og fødsler.
Hvilke problemer kan det give, når unge piger bliver gift og får børn?
Piger, der er mellem 15 og 19 år, har en langt større risiko for at dø af deres graviditet som kvinder, der er mellem 20 og 29. En piges krop er nemlig slet ikke klar til en baby, når hun ikke er rigtig voksen selv. Og hvert år koster graviditet og fødsler livet for op mod 70.000 piger mellem 15 og 19 år. Også børnene har en ringere overlevelseschance, og hvis de overlever, er der større chance for, at de vil få problemer med f.eks. underernæring senere hen.
Helt unge piger er heller ikke altid klar til at tage sig af deres små børn. De ved måske ikke, hvordan de skal pleje en baby og undgå, at et lille barn får sygdomme. Når en pige bliver mor, så stopper hun også ofte i skolen. Det betyder, at hun får en dårligere uddannelse end piger uden børn, og så er hendes chance for at få et godt job også lavere.

Clara Akuliga (til højre) droppede ud af skolen i 3. klasse, fordi hendes familie var for fattig. Som den ældste af fem børn besluttede hun sig for at blive gift med en dreng, for at fjerne byrden fra hendes familie. Hun er stadig i sine teenageår, og nu mor til en lille dreng.
© UNICEF/2017/Quarmayne

piger mister hvert år livet grundet graviditet.
Hvorfor bliver unge piger gift?
Fattigdom er en af de største grunde til, at unge piger bliver gift tidligt og derfor også bliver unge mødre. Nogle forældre tvinger deres døtre til at blive gift, fordi de er en unødig udgift, når familien i forvejen ikke har penge nok. En anden grund til tidligt ægteskab er frygten for børn uden for ægteskabet. I mange lande er det nemlig en stor skam og for at undgå den skam, så gifter forældrene deres døtre bort alt for tidligt.
Nogle gange er kønsdiskrimination også en grund, for hvis pigerne er helt unge, når de bliver gift, så er de nemmere at få til at adlyde og underordne sig mandens familie.

Mamta og Vina på 16 og 17 år står foran deres hjem i Giridh, Indien. Distriktet har en af de højeste rater af børneægteskab, og 6 ud af 10 børn bliver gift før de fylder 18. Mamta og Vina går til karate, hvor de lærer selvforsvar, en del af et UNICEF-støttet pilotprogram.
© UNICEF/2016/Vishwanathan
Hvad betyder det for pigerne, når de bliver gift tidligt?
Der er flere problemer for piger, der bliver gift, mens de stadig er børn. For det første går det ud over deres uddannelse. Er pigerne først gift, så kommer de sjældent i skole igen. Derudover får pigerne, der bliver gift tidligt, også tidligt børn, og jo yngre pigerne er, jo større chance er der for, at de dør af graviditeten. Sidst, men ikke mindst, er seksuelt misbrug og vold mere almindeligt i ægteskaber, hvor pigerne er helt unge.

Miria Nanjiya blev gravid som 12-årig, og blev tvangsgift. Hun måtte derfor droppe ud af skolen som meget ung. Hun blev reddet fra et frygteligt ægteskab, da hun ringede til SAUTI, den nationale børnelinje i Uganda.
© UNICEF/2018/Nakibuuka

Børnelinjen, der er støttet af UNICEF, er en af de mekanismer, der er sat i værk, for at styrke beskyttelsen af børn og for at kunne adressere den vold, der bliver begået mod børn i mange samfund.
© UNICEF/2018/Nakibuuka

Miria arbejder i dag som uddannet frisør, efter at have taget et UNICEF-støttet kursus i sit distrikt. Hun ses her på sin arbejdsplads, hvor hun er glad for at kunne tjene penge til at forsørge sig selv og sit barn.
© UNICEF/2018/Nakibuuka
Hvad står der i Børnekonventionen om unge mødre og tidlige ægteskaber?
Tidlige ægteskaber forhindrer piger i at vokse op som børn, og fødsler i en tidlig alder kan være farlige for deres sundhed. Tidlige ægteskaber betyder også tit misbrug og vold mod pigerne. Derfor strider det mod flere af Børnekonventionens artikler, selvom ordene ikke er nævnt direkte.
Hvad gør UNICEF?
En indisk pige var med i et UNICEF-støttet skoleprojekt, hvor hun lærte om Børnekonventionen. Det fik hende til at sige nej, da hendes far ville gifte hende bort som 13-årig. Pigens lærer og veninder hjalp til med at overtale faren, og det endte med, at pigen ikke blev gift, og hun fik lov til at fortsætte i skolen. UNICEF ved, at uddannelse af piger og kvinder er et effektivt våben i kampen mod fattigdom, tidlig graviditet og ulighed. Derfor arbejder UNICEF også med at overbevise forældre om, at de skal lade deres piger gå i skole i stedet for at gifte dem bort. Samtidig prøver vi at få regeringer til at gøre det ulovligt, at piger og drenge gifter sig, inden de fylder 18 år.
Sidst opdateret d. 3. juni 2020.