Fakta om børneægteskaber

Hvor mange unge piger bliver gift?

15. december 2015
- Over 700 millioner af verdens nulevende kvinder blev gift som børn. Mere end en tredjedel var ikke engang fyldt 15 år. Piger, der bliver gift som børn og teenagere, er mindre tilbøjelige til at gennemføre en uddannelse, og de er i højere risiko for at opleve vold og komplicerede graviditeter og fødsler.

Hvilke problemer kan det give, når unge piger bliver gift og får børn?

- Piger, der er mellem 15 og 19 år, har en langt større risiko for at dø af deres graviditet som kvinder, der er mellem 20 og 29. En piges krop er nemlig slet ikke klar til en baby, når hun ikke er rigtig voksen selv. Og hvert år koster graviditet og fødsler livet for op mod 70.000 piger mellem 15 og 19 år. Også børnene har en ringere overlevelseschance, og hvis de overlever, er der større chance for, at de vil få problemer med f.eks. underernæring senere hen.

Helt unge piger er heller ikke altid klar til at tage sig af deres små børn. De ved måske ikke, hvordan de skal pleje en baby og undgå, at et lille barn får sygdomme. Når en pige bliver mor, så stopper hun også ofte i skolen. Det betyder, at hun får en dårligere uddannelse end piger uden børn, og så er hendes chance for at få et godt job også lavere.

Hvorfor bliver unge piger gift?

- Fattigdom er en af største grunde til, at unge piger bliver gift tidligt og derfor også bliver unge mødre. Nogle forældre tvinger deres døtre til at blive gift, fordi de er en unødig udgift, når familien i forvejen ikke har penge nok. En anden grund til tidligt ægteskab er frygten for børn uden for ægteskabet. I mange lande er det nemlig en stor skam og for at undgå den skam, så gifter forældrene deres døtre bort alt for tidligt.

Nogle gange er kønsdiskrimination også en grund, for hvis pigerne er helt unge, når de bliver gift, så er de nemmere at få til at adlyde og underordne sig mandens familie.

Hvad betyder det for pigerne, når de bliver gift tidligt?

- Der er flere problemer for piger, der bliver gift, mens de stadig er børn. For det første går det ud over deres uddannelse. Er pigerne først gift, så kommer de sjældent i skole igen. Derudover får pigerne, der bliver gift tidligt, også tidligt børn, og jo yngre pigerne er, jo større chance er der for, at de dør af graviditeten. Sidst, men ikke mindst, er seksuelt misbrug og vold mere almindeligt i ægteskaber, hvor pigerne er helt unge.

Hvad står der i Børnekonventionen om unge mødre og tidlige ægteskaber?

- Tidlige ægteskaber forhindrer piger i at vokse op som børn, og fødsler i en tidlig alder kan være farlige for deres sundhed. Tidlige ægteskaber betyder også tit misbrug og vold mod pigerne. Derfor strider det mod flere af Børnekonventionens artikler, selvom ordene ikke er nævnt direkte.

Hvad gør UNICEF?

- En indisk pige var med i et UNICEF-støttet skoleprojekt, hvor hun lærte om Børnekonventionen. Det fik hende til at sige nej, da hendes far ville gifte hende bort som 13-årig. Pigens lærer og veninder hjalp til med at overtale faren, og det endte med, at pigen ikke blev gift, og hun fik lov til at fortsætte i skolen. UNICEF ved, at uddannelse af piger og kvinder er et effektivt våben i kampen mod fattigdom, tidlig graviditet og ulighed. Derfor arbejder UNICEF også med at overbevise forældre om, at de skal lade deres piger gå i skole i stedet for at gifte dem bort. Samtidig prøver vi at få regeringer til at gøre det ulovligt, at piger og drenge gifter sig, inden de fylder 18 år.