Fakta om børn i krig

Børn lever med krig, flygter fra krig og bliver ramt af kugler, vold og bomber.

15. december 2015

Hvor mange børn er påvirket af krig?

- Skud fra geværer og mennesker, der flygter fra deres hjem, er en del af hverdagen for millioner af børn. Ikke mindst i Syrien, hvor vi ser den største humanitære krise i nyere tid. Krigen påvirker livet og hverdagen for over 7,6 millioner syriske børn.

Hvad betyder krig for børn? 

- Forestil dig en landsby, der brænder, fordi soldater har sat ild til alle husene. Forestil dig så også, hvor bange landsbyens børn er, og hvor hurtigt de løber for at komme væk fra soldaternes skud. Hvis de er heldige, kan de gemme sig sammen med deres forældre. Men tit kommer de væk fa hinanden, og så er børnene pludselig helt alene. Sådan har nogle børn i den Centralafrikanske republik oplevet krig og kampe. Skud og vold har sendt dem og deres familie på flugt, og i nogle tilfælde er børnene kommet væk fra deres mor og far.

Børnene reagerer på de ting, de har set og oplevet i forbindelse med vold og våben. De får det, der hedder krigstraumer, og det kan betyde, at de får mareridt, fordi oplevelserne kører rundt i hovedet på dem. De kan også få svært ved at koncentrere sig, få hovedpine og skamme sig over at være i live, når mennesker, de holder af, er døde. 

I de sidste år har måden at slås på også ændret sig, og i nogle lande angriber soldater ikke kun med våben. De kan finde på at voldtage kvinder og børn, bruge kemiske våben og at bortføre børn og gøre dem til soldater.

Hvad kan man gøre for børn, der har krigstraumer?

- Det er vigtigt, at børnene får snakket om deres oplevelser og det, der gør dem bange. Det kan de blandt andet gøre, hvis de tegner, spiller skuespil og skriver om deres oplevelser et sted, hvor de føler sig trygge. Sådan nogle steder laver UNICEF i flygtningelejre, og så uddanner vi familiemedlemmer, lærere og socialarbejdere til at hjælpe børn med traumer, så de kan vende tilbage til en normal barndom.

UNICEF bruger også legetøj som en slags terapi. Så kan børnene lege og tænke på noget andet end krig. Vi har nogle kasser med legetøj til mindre og større børn, som vi blandt andet sender ud til flygtningelejre, teltskoler og skoler i konfliktområder.

Hvad siger Børnekonventionen om børn og krig?

- Børnekonventionen siger, at de kæmpende parter skal tage alle tænkelige midler i brug for at undgå, at børn bliver indblandet i en konflikt. Regeringen i et land skal også sørge for at beskytte børnene.

Hvad gør UNICEF?

UNICEF opretter sikre steder for børn i katastrofeområder og i flygtningelejre. Det er for at sikre, at der er voksne, som tager sig af de børn, der er blevet alene, så de ikke bliver bortført eller misbrugt. De sikre steder skal også sørge for, at børnene har et sikkert og trygt sted, hvor de kan lege og gå i skole.

UNICEF arbejder også på at få frigivet børnesoldater fra militser og væbnede grupper. For eksempel var UNICEF alene i 2015 med til at få løsladt tusindvis af børnesoldater i Sydsudan og Den Centralafrikanske Republik. Bagefter var vi med til at sørge for, at børnesoldaterne kunne få snakket om det, de havde oplevet, fik undervisning og fandt deres forældre, hvis de stadig var i live.

UNICEF sørger for ting som vand, mælkepulver og hygiejneartikler. Derudover forhandler UNICEF med regeringer og oprørsbevægelser for at sikre våbenhviler, så vi kan rykke ind og vaccinere børn mod smitsomme sygdomme. Under krig og i flygtningelejre er der nemlig stor risiko for, at sygdomme spreder sig hurtigt.

Efter en krig eller konflikt hjælper UNICEF med at genopbygge ødelagte skoler. Skolegang er nemlig med til at give børnene en normal hverdag.