Øst-Ghouta: Et barn bliver undersøgt for akut underernæring
Øst-Ghouta: Et barn bliver undersøgt for akut underernæring

Kampe, mangel på humanitær adgang og voldsomt stigende priser på mad har kraftigt forværret andelen af underernærede børn i det østlige Ghouta. Og nu kommer vinteren.

Næsten 400.000 mennesker er stadig spærret inde i det østlige Ghouta i udkanten af Damaskus – et område, som har været under belejring siden midten af 2013. Det vurderes, at halvdelen er børn.

Og belejringen har sat sine tydelige spor.

En nylig undersøgelse blandt børn i Øst-Ghouta viser, at en rekordhøj andel børn under fem år er akut underernærede. Andelen af akut underernærede under fem år er steget fra 2,1 procent i januar til 11,9 procent i november, det højeste niveau, som er blevet registreret i Syrien siden konfliktens udbrud i 2011.

Situationen er så slem, at mere end en tredjedel af de undersøgte børn (36 procent) har hæmmet vækst, som højner deres risiko for forsinket udvikling, sygdom og død.

Intense kampe i det østlige Ghouta-område har betydet, at børnenes adgang til sundhed og god ernæring har været ekstremt begrænset. Belejringen har kun gjort det muligt for få nødhjælpskonvojer at komme ind. Faktisk har kun 11 humanitære konvojer fået tilladelse til at køre ind i det østlige Ghouta i år.

De hastigt stigende priser på basale madvarer og køkkenredskaber har gjort det nærmest umuligt at tilberede et helt almindeligt måltid. Prisen på brød er nu 85 gange højere i det østlige Ghouta end i Damaskus, kun 15 kilometer væk. Og en cylinder med madlavningsgas koster i Øst-Ghouta næsten syv gange så meget som i hovedstaden. 

Børn i det østlige Ghouta lever under ekstremt svære forhold. Men i en række områder i Syrien er det en udfordring at komme ind med humanitær hjælp til børn og familier i nød. Gennem humanitære konvojer uddeler UNICEF særligt energirige ernæringsprodukter til behandling af underernærede børn, medicin, hygiejnepakker, uddannelsesforsyninger, tøj og vandrensningstabletter.

Siden begyndelsen af 2017 har UNICEF sammen med andre FN-organisationer taget del i 11 konvojer til det østlige Ghouta. Den sidste nåede frem til Nashabiyah-området den 28. november.

Over hele Syrien har seks millioner børn brug for hjælp, næsten 1,5 millioner børn bor i svært tilgængelige områder og mere end 2,5 millioner syriske børn er registreret som flygtninge uden for deres hjemland.

Og nu rammer vinteren også Syriens børn. I Syrien og nabolande har børn brug for hjælp til at holde varmen, og UNICEFs mål er denne vinter at hjælpe 1,5 millioner af de allermest udsatte børn godt gennem vinteren.