Du er her:

For mere end 10 år siden modtog jeg et brev fra UNICEF Danmark. Jeg kan lige så tydeligt huske det. Jeg var ganske forundret, forundret over hvordan UNICEF havde fundet frem til mig. 

By Malene Birger var netop lanceret, og UNICEF ønskede mig som ambassadør, de havde fulgt mit arbejde for dansk mode. Jeg blev meget, meget glad og stolt. Jeg har netop fejret mit 10-års jubileum, som UNICEF ambassadør i 2014.

Jeg skriver dette brev som tak til UNICEF, tak til alle UNICEFs medarbejdere, supporters og mine med-ambassadører. Tak til dem alle. Det er en hårdt arbejdende organisation, der, som verdens største børneorganisation, altid er på pletten for udsatte børn, der har brug for hjælp. Tak til UNICEF for deres konstante fokus på at forbedre børns vilkår og unge kvinders forhold, på at skabe bedre sanitære forhold, bygge brønde og skoler i verdens fattigste lande. Tak, fordi jeg måtte være en del af jeres ambitioner. Tak, fordi jeg må fortsætte mit arbejde.

I sommeren 2004 startede vores samarbejde, det var i By Malene Birgers spæde år. Jeg besluttede at designe 4 årlige t-shirts, der fulgte vores 4 årlige kollektioner. Vi startede i det små, men i min tid (fra 2003-2014), nåede vi at sælge UNICEF t-shirts i mere end 40 lande og at samle over 6 millioner kroner ind.

Jeg har desværre aldrig kunnet deltage i ret mange af de spændende og vigtige arrangementer, som UNICEF Danmark har haft igennem de mange år. Mit arbejde og de mange rejser hos By Malene Birger krævede mig mere end 100 procent. Min ambition og mit fokus har fra starten været at samle penge ind. Det var, hvad jeg kunne levere. 

De penge, vi sendte, er gået til uddannelse, etablering af brønde, forbedring af sanitære/hygiejne forhold og til at bygge skoler i Afrika. Jeg havde også et ønske om at se de penge, vi sendte, blive realiseret. Og det blev virkelighed i 2011, hvor jeg var med UNICEF i Togo i Afrika. 

Det blev en af de største, stærkeste og mest følelsesmæssige oplevelser, jeg har haft i mit meget rejsende liv. 

Jeg besøgte Togo i 2011, besøgte de skoler, vi havde været ”med til at bygge”, jeg så brøndene, så ”sæben og det rene vand”. Jeg så de sanitære forhold, der allerede havde skabt resultater og stadig er med til at give den basale forståelse for hygiejne, der er med til at nedsætte børnedødeligheden i området. Diarré er en af de sygdomme, der slår flest børn og voksne ihjel i den fattige del af verden. Men UNICEF har været med til at nedsætte antallet væsentligt. Og samlet set dør der i dag halvt så mange børn under fem år i verden, som der gjorde i 1990. I Togo er der dog stadig sult og fattigdom som i mange andre lande i Afrika, desværre. 

Vi blev alle steder mødt med kæmpe smil, dans og glæde. Hvor ser vi det i de vestlige samfund? Hvor bliver vi mødt sådan? Ikke mange steder med mindre, der er noget at komme efter, eller man får noget. Her kræves, og forventes, og mange ting bliver taget for givet. I Togo blev ingenting taget for givet. 

Der er stadig masser at gøre og komme efter. Så derfor er den konstante fokus på forbedringer og ikke mindst samarbejdet med andre store hjælpeorganisationer er altafgørende. Jeg var dog meget glad for at se, at vores bidrag i det mindste havde skabt noget konkret, jeg kunne præsentere virkeligheden for i hele organisationen hos By Malene Birger, da jeg vendte tilbage.Jeg skal ikke prædike, og vi kan ikke sammenligne Togo og Danmark. Men måske skulle alle danskere prøve at opholde sig sådan et sted i en uges tid. Og så kigge lidt på deres liv og på, hvad de har, når de vender tilbage, det gælder alle. Vi ville måske skabe et samfund med et helt andet fokus. Måske et mere åbent og nytænkende samfund? Verdenen er i en voldsom ubalance, desværre.

UNICEF har spurgt mig, hvad jeg er mest stolt af. Jeg er bare stolt af at være en del af UNICEF. Helt enkelt! UNICEF står for styrke, tryghed, menneskelighed og er på pletten HVER GANG og HVER DAG i mange menneksers liv. Unikt! 


I 2014 lancerede jeg mit eget interiørfirma, BIRGER1962, jeg fortsætter mit arbejde som UNICEF ambassadør med stor glæde og tilfredshed! En særlig mærkesag for mig er pigernes forhold og deres start i livet. Og jeg fortæller gerne om dette og mit arbejde for UNICEF. 

Jeg vil fortsat gøre mit allerbedste for at gøre opmærksom på UNICEF i alle de projekter, jeg skal være en del af. Jeg stiller op, når og hvis UNICEF har brug for mig, og rejser meget gerne igen afsted for at sætte fokus på et af verdenes brændpunkter.

Kærligst 

Malene Birger
CreativeDirector 
BIRGER1962

www.birger1962.com
BIRGER1962_THE_OFFICIAL #BIRGER1962
https://instagram.com/MALENEBIRGERS_WORLD

 

Pressekontakter:

Line Grove Hermansen
Kommunikations-
direktør
T: 35 27 38 28​
Send e-mail

Susan Knorreborg
Presseansvarlig
T: 35 27 38 66​
M: 29 89 16 15
Send e-mail

Mads Nørgaard-Larsen
Pressemedarbejder
M: 27 46 63 33
Send e-mail

Facebook