Hvorfor testamentere til UNICEF?

UNICEF kæmper for alle børns rettigheder

Børn har ret til et liv. De må ikke dø af sygdomme, der let kan behandles. De må ikke udnyttes eller udsættes for overgreb. De har ret til at være trygge. De har ret til at komme i skole. Og til at få indflydelse på deres egen fremtid. Det arbejder UNICEF for. Vores mål er at nå alle børn i nød. Vi prioriterer de mest sårbare børn, uanset hvilket land de bor i, og hvor svære de er at nå. For millioner af børn er UNICEF den hjælpende hånd, der gør, at de overlever og får en ordentlig start på livet.

Vi hjælper flest børn

Som verdens mest udbredte og indflydelsesrige børneorganisation arbejder UNICEF i flere lande og redder flere børns liv end nogen anden humanitær organisation. UNICEF samarbejder med regeringer og beslutningstagere, og vores unikke position som en del af FN giver os gennemslagskraft og mulighed for at sidde med ved forhandlingsbordet og få indflydelse på børns levevilkår.

Nødhjælp og langsigtet udvikling

Vi arbejder både i katastrofer og med langsigtet udvikling. UNICEFs tilstedeværelse i over 190 lande gør, at vi kan sætte ind med nødhjælp øjeblikkeligt, når katastrofen rammer. Under katastrofer arbejder vi altid med fokus på langsigtet udvikling og efter princippet om hjælp til selvhjælp. Og vi bliver i landet, så længe der er børn, der har brug for hjælp.

Din støtte nytter

UNICEFs arbejde kan kun lade sig gøre takket være bidrag fra private, fonde, regeringer og virksomheder. Din støtte går til vores arbejde for børns overlevelse, trivsel og udvikling. Vi arbejder målrettet på at nedbringe børnedødeligheden og forbedre børns sundhed og chancer i livet. Vi beskytter børn mod overgreb og sørger for, at de får en uddannelse. Og når UNICEF går ind i et projekt, sørger vi for at forpligte landets regering til at tage ansvar, ligesom vi uddanner den lokale befolkning til at udføre det praktiske arbejde og køre projektet videre. Dét nytter!

Ønsker du at vide mere om at testamentere til UNICEF, er du meget velkommen til at kontakte arveansvarlig Rikke Worm Borch hos UNICEF Danmark på telefon 35 27 38 38 eller på rborch@unicef.dk