Meningsmåling: Børn føler sig overhørt af medier og politikere

Hjem » Meningsmåling: Børn føler sig overhørt af medier og politikere

Halvdelen af alle børn oplever ikke, at politikerne lytter til deres holdninger, og fire ud af ti synes, at medierne er dårlige til at bringe deres meninger frem, så de bliver hørt. Det viser en ny undersøgelse, der offentliggøres i forbindelse med UNICEF Danmarks første fejring af Børnenes Kampdag.

Danske børn bekymrer sig for verdens udvikling, men oplever i ringe grad at blive taget med på råd af politikere og repræsenteret af medier. Det viser en ny undersøgelse blandt 12-17-årige, som analysebureauet Epinion har lavet for UNICEF Danmark i anledning af den første markering af børnekonventionens fødselsdag i morgen den 20. november– som Børnenes Kampdag.

I undersøgelsen svarer halvdelen af børnene, at de ikke oplever, at politikerne lytter til deres holdninger, og fire ud af ti mener ikke, at medierne bringer børns meninger frem, så de bliver hørt. Kun 9 procent roser politikernes evne til at lytte, og 18 procent ditto for medierne. De resterende børn synes hverken, samfundsaktørerne er gode eller dårlige eller ’ved ikke’.

National chef i UNICEF Danmark, Cecilia Decara, ærgrer sig over resultaterne, men peger også på det positive i, at fire ud af fem børn føler sig lyttet til og taget alvorligt af de voksne, som de kender.

”En af de grundlæggende rettigheder i børnekonventionen er, at vi skal have respekt for børns meninger. Den verden, vi lever i, er også deres, og rigtig mange af de beslutninger, der træffes i dag, påvirker børns fremtid. Det er glædeligt, at børnene oplever, at deres nære voksne lytter, men undersøgelsen blotlægger også et stort rum til forbedring for medier og politikere. Og der er meget at vinde, for børn og unge kommer ofte med nye perspektiver på eksisterende problemer,” siger hun.

Børn udtrykker deres bekymring for fremtiden i en Fridays for Future-demonstration under COP26 i Skotland. Foto: Howard Elwyn-Jones/UNICEF

Børn ser klimaforandringerne som det vigtigste problem

Politikere og medier kan i den nye undersøgelse få et praj om, hvilke emner børn ønsker højt på dagsordenen.

I anledning af at UNICEF Danmark fejrer Børnenes Kampdag, er børnene nemlig blevet spurgt om, hvilke udfordringer i Danmark og globalt, de synes, det er vigtigst at søge løsninger på. Svarene viser en række tydelige tendenser.

  • Klimaforandringerne er utvetydigt det problem, som flest børn i Danmark mener, at det haster med at løse. Det gælder både problemer på verdensplan (55 procent) og i Danmark (44 procent).
  • På verdensplan fremhæver de adspurgte børn i undersøgelsen også særligt krig og konflikt (46 procent) samt fattigdom (32 procent) som vigtige problemer.
  • I Danmark er dårlig mental sundhed (37 procent) samt sygdom og livsstilssygdomme (37 procent) i børnenes optik de næstmest presserende problemer.
Læs den her

Undersøgelsen udarbejdet af Epinion for UNICEF Danmark

Læs den her

Børn deltager i demonstrationen for klimaet i Scotland under COP26. Foto: Howard Elwyn-Jones/UNICEF

Det er glædeligt, at børnene oplever, at deres nære voksne lytter, men undersøgelsen blotlægger også et stort rum til forbedring for medier og politikere.
Cecilia Decara, national chef i UNICEF Danmark

Desværre halter det ifølge børnene med at adressere de klimaforandringer, som de oplever som tidens vigtigste problem. To ud af tre børn synes, verdens ledere gør for lidt for at passe på klimaet, og yderligere en femtedel mener slet ikke, at verdens ledere gør noget.
Undersøgelsen viser tillige, at mange børn bekymrer sig for fremtiden. 43 procent af børnene i undersøgelsen mener, at verden i øjeblikket udvikler sig i en negativ retning, mens kun 11 procent ser en positiv udvikling.

”Det er de voksnes ansvar at have blik for og handle på børnenes bekymringer, som på mange områder er velbegrundede. Omtrent 1 milliard børn i verden er ekstremt truede af klimaforandringerne, fordi de i forvejen er sårbare. Og børnene risikerer at blive endnu mere pressede, hvis en klimakatastrofe rammer og frarøver dem yderligere adgang til basale rettigheder som rent vand, uddannelse, beskyttelse og sundhedsydelser. Derfor er klimakrisen i den grad en børnerettighedskrise”, siger Cecilia Decara.

Oversvømmelser i Sydsudan tvinger familier til at søge ned af floden efter et nyt hjem. Foto: Charles Obel.

Fakta: Børnenes Kampdag

Fakta: Om undersøgelsen

  • Undersøgelsen er gennemført i september 2021 af analysebureauet Epinion blandt 1000 børn mellem 12 og 17 år.
  • Spørgeskemaet tager udgangspunkt i temaet ’Børnenes Kampdag’, og UNICEF’s børnepanel har givet input til undersøgelsens spørgsmål.
  • Undersøgelsen kaster lys over børns opfattelse af tidens vigtigste problemer, verdens udvikling, lydhørheden hos politikere, medier og nære voksne samt handling på diskriminations- og klimaudfordringer.

Børnenes Kampdag

Børn skal være med til at kæmpe for deres rettigheder og retten til at overleve, udvikle sig og trives, fordi de beslutninger, der bliver taget i dag, påvirker dem både lige nu og i fremtiden.

Læs om Børnenes Kampdag
UNICEF Danmark for alle verdens børn

PRESSEKONTAKT

Julie Kauffmann, pressemedarbejder
UNICEF Danmark

Tlf. 23 71 18 64
E-mail: JRKauffmann@unicef.dk

Hjælp UNICEF med at arbejde for børns rettigheder

Støt nu