UNICEF og Hempel-fonden
sikrer børns skolegang
Børn i Madagaskar får en ny chance for at komme i skole
I disse uger uge myldrer tusindvis af danske børn forventningsfulde tilbage i skoler og gymnasier. Med afstand in mente. Med håndsprit, naturligvis. Men de er tilbage – klar til at modtage undervisning, til at lære, til at uddanne sig.
Tingene er nogenlunde normale i skolen herhjemme igen. Sådan er det desværre ikke andre steder i verden. I et land som for eksempel Madagaskar er skolerne stadig lukkede og vil formentlig være det i måneder fremover grundet en ny stigning i COVID–19 smitte. Børn og unge i Madagaskar er afskåret fra undervisning – og frygten for at droppe helt ud af uddannelsessystemet for de mest sårbare grupper er stor.
COVID–19 er grunden lige nu – men selv uden COVID–19 ser man desværre, at tusindvis af børn dropper ud af skolen hvert år – især i landdistrikterne. En af årsagerne er klimaforandringer – for jo sværere det bliver fx at hente vand og holde landbruget i gang for familien, jo mere behov er der for børnenes arbejdskraft i hjemmet og i marken, og jo mindre tid er der til at gå i skole. Når først man er droppet ud en periode, er det svært at vende tilbage.
‘Catch-up Classes’ får børn i skole
UNICEF arbejder derfor sammen med Hempel Fonden på at gennemføre ’Catch-up Classes’, hvor børn der er droppet ud kan følge et intensivt undervisningsforløb med det formål, at få eleverne tilbage i skoleforløb. Det var relevant før COVID–19. Det er endnu mere relevant nu. Og så snart der er mulighed for genåbning af skolerne i Madagaskar er vi klar med at sætte ind med Catch-up Classes igen.
Se med herunder, hvor vi lige inden alt lukkede ned havde Hempel Fonden med i Madagaskar som en opstart på netop Catch-up classes-programmerne, som Fonden støtter. Behovet er større end nogensinde og vi er meget taknemmelige over at Hempel Fonden, der i forvejen støtter uddannelsesprojekter i lande som Sydafrika, Rwanda og Zambia også er med os på denne vigtige rejse for at skabe håb om en bedre fremtid for de mest sårbare børn i Madagaskar gennem uddannelse.

Hempel-fonden i Madagaskar med UNICEF Danmark. Her besøgte de skoler og mødte elever, som kunne fortælle om vigtigheden af, at børn færdiggør deres skolegang i landet.
© UNICEF/2020/Ralaivita