
Vacciner redder liv
i Malis guldminer
Mobile vaccinationsmedarbejdere er en livline for børn i fjerntliggende minesamfund
Ramata ved ikke, hvor gammel hun er. Men hun ved, at hun har arbejdet i Massakama-guldminen i det vestlige Mali de sidste tre år. Med sin 11 måneder gamle baby, Hachime, på ryggen tilbringer hun sine dage bøjet over mudderet på udkig efter guld i den brændende varme. Ramata, der er kendt som en ”guldsmedkvinde”, bor ved guldminen sammen med sin mand Mamadou og deres børn.
”Hver dag kommer jeg her klokken seks om morgenen efter at have lavet morgenmad til mine børn. De går ikke i skole, de kommer allesammen med mig. De ældre tager sig af de små, mens jeg sigter mudderet og leder efter guldstykker.”
Jagten på en bedre fremtid
Ramata og hendes familie er blandt de tusinder af mennesker, der hver dag bor og arbejder på Massakama-guldminen ”Min mand arbejdede ikke, og det var svært for os at sørge for mad til vores børn,” siger hun. ”Så vi besluttede at lede efter guld ligesom mange andre i vores landsby. Vi fik at vide, at guldminen i Massakama er blandt de bedste, at det er mere sandsynligt, at vi finder guld her. Så vi flyttede uden tøven.”
Men at bo ved miner kan have alvorlige konsekvenser for børn, for når familier flytter til minedriftstederne, dropper børnene ofte ud af skolen og mister adgangen til grundlæggende sundhedsydelser.


”Det er manglen på ressourcer og fattigdom, der driver familierne til at forlade deres landsbyer,” forklarer Dr. Konate, en UNICEF vaccinationsmedarbejder. ”Men når de først flytter til minerne, bliver de endnu mere sårbare uden basale ydelser til rådighed ─ såsom sundhedspleje.”
Vacciner redder liv
I denne del af Mali, hvor den lokale økonomi er domineret af guldminedrift, er antallet af ikke-vaccinerede børn blandt de højeste i landet. Kun 41 procent af børnene modtager alle de vacciner, de har brug for, for at forblive sunde. Ramatas søn Hachime er blandt de mange børn i regionen, der har brug for sundhedspleje.
“Udover at han ikke er blevet vaccineret, er Hachime synligt underudviklet, hvilket betyder, at hans hjerne og krop ikke udvikler sig fuldt ud” siger Dr. Konate. “I dag giver vi ham poliovaccinen. I næste uge sender vi det lokale sundhedspersonale herud for at vurdere de næste skridt, herunder hvor hurtigt de kan give ham alle de doser vaccine, han har brug for”.
Dr. Konates besøg til guldminen er en del af UNICEFs strategi om at sende mobile vaccinationsmedarbejdere ud til de mest sårbare børn i de mest afsidesliggende steder. Vi støtter også det lokale sundhedspersonale med det udstyr og den viden, de har brug for, for at kunne levere livsvigtige tjenester til familier i isolerede områder.


Sundhed for ALLE verdens børn
Ramata er glad, fordi hun fik muligheden for at vaccinere Hachime. Hun har været bekymret, lige siden der blev konstateret flere tilfælde af mæslinger i området.
“Jeg så engang en vens søn lide af eftervirkningerne af mæslinger. Moren mistede næsten sit barn” mindes Ramata. ”Jeg er virkelig glad for, at vaccinationsmedarbejderne nu opsøger os i guldminerne for at vaccinere vores børn. Det var utænkeligt for kun 10 år siden. Vi er meget heldige.”
Da solen går ned, gør Ramata sig klar til at gå hjem med sine børn. Hendes dag var gennemsnitlig: Hun fandt to guldklumper. Men hun har en grund til at smile.
“I dag fandt jeg lidt guld,” siger hun. “Men den største skat af alle var at kunne vaccinere mit barn.”
