300 børnesoldater lægger våbnene i Sydsudan.

Akut behov for penge til at befri børnesoldater

Skrevet 12. februar 2020 af UNICEF Danmark

Tusindvis af børn er tvunget til at være soldater. UNICEF gør alt for at hjælpe dem tilbage til livet – men der mangler lige nu penge til indsatsen i blandt andet Sydsudan.

I dag er det FN’s internationale dag mod brug af børnesoldater, hvor verden sætter fokus på de piger og drenge helt ned til 8-årsalderen, der bliver rekrutteret som børnesoldater i en række krige og konflikter. Og der er mere end nogensinde brug for hjælp i blandt andet Sydsudan, siger generalsekretær i UNICEF Danmark, Karen Hækkerup.

Selvom alle kan blive enige om, at børn på ingen måde hører hjemme som soldater i krige, så er det desværre lige nu den frygtelige virkelighed for tusindvis af børn i Sydsudan. UNICEF arbejder for at befri flest mulige børnesoldater og føre dem tilbage til livet, men der er akut mangel på penge til indsatsen. 900 børnesoldater er klar til frigivelse i Sydsudan, men UNICEF mangler 30 millioner kroner her og nu for at kunne fortsætte arbejdet, siger Karen Hækkerup, generalsekretær i UNICEF Danmark.

Det præcise antal børn i de væbnede styrker og grupperinger i Sydsudan kendes ikke, men siden konflikten brød ud i Sydsudan har UNICEF registreret omkring 6.000 børn, der er blevet kidnappet af væbnede grupper – og det faktiske antal er med al sandsynlighed langt højere.

Der er forhandlet frigivelse af 900 børnesoldater, som står klar til at begynde et reintegrationsprogram, hvor de langsomt vender tilbage til livet gennem blandt andet uddannelse og psykosocial støtte. Og hvis UNICEF kan rejse 30 millioner kroner, så er yderligere 1.100 børn på vej ud af fangeskabet i år.

James forsvandt i tre år

En af de 3.600 tidligere børnesoldater, som UNICEF har hjulpet, er 17-årige James.

“Det er kun voksne, der kan være soldater,” siger James, der selv blev kidnappet og brugt som børnesoldat i tre år af en militant gruppe i Sydsudan.

James blev hårdt såret fundet af en FN-patrulje, der bragte ham på hospitalet i hovedstaden Juba, hvor hans liv blev reddet på operationsbordet. I dag er James blevet genforenet med sin familie, går i skole og drømmer om at blive læge.

I maj 2018 blev 210 børneoldater frigivet fra væbnede grupper i Pibor, Sydsudan. Under frigivelsesceremonien afleverede børnene formelt deres våben og modtog civilt tøj. Samtidig var frigivelsen første skridt i en proces, hvor børnene skulle tilses af læger og modtage rådgivning og psykosocial støtte som en del af et program implementeret af UNICEF og partnere. Børnene, som blev frigivet, kom hovedsageligt fra oppositionsgruppen SPLA-IO, mens 8 kom fra National Salvation Front.

UNICEF hjælper børnesoldaterne med at lægge våbene ned - og i stedet tage skoletasken op. Men der er behov for akut hjælp til at finansiere udslusningsforløbene.

Det er historier som James’, der gør, at vi alle kan se, at det nytter at kæmpe for at få flere drenge og piger ud af det levende helvede, det er som barn at blive brugt til at dræbe og være vidne til brutale krigshandlinger, der slår alt i stykker inden i et barn. Vi kan og skal hjælpe. Og derfor beder vi nu danskerne om at støtte indsatsen, så vi sammen kan befri flere børnesoldater i Sydsudan
Karen Hækkerup, generalsekretær i UNICEF Danmark.

Generalsekretær i UNICEF Danmark, Karen Hækkerup, kan kontaktes via Kim Bove, mail: kbove@unicef.dk eller mobil: 29121206. Læs mere om børnesoldater på Unicef.dk.

Hjælp børnesoldaterne i Sydsudan ud af krigen

Støt nu