Danmark beskytter
Somalias børn
Danmark donerer 115 millioner kr. til beskyttelse af Somalias børn
Under et besøg i Baidoa i det sydvestlige Somalia slog den danske stat med en donation på 115 millioner kroner fast, at Danmark går forrest i kampen for at beskytte Somalias børn.
”Vi kan være fantastisk stolte af den danske stats donation til UNICEFs arbejde i Somalia. Det viser stærkt engagement og giver håb og en fremtid til de børn, der er blevet en del af en væbnet konflikt, og som er allermest sårbare,” siger Karen Hækkerup, generalsekretær i UNICEF Danmark.
Somalia har det højeste antal kendte sager i verden, hvor børn er blevet tvunget ind i bevæbnede grupper. ”Jeg mødtes med flere børn, der blev tvunget til at tilslutte Al-Shabaab. Disse børn blev ofte tortureret, slået, indoktrineret med ekstrem ideologi og trænet til at være fodsoldater.” siger Danmarks ambassadør i Somalia, Mette Knudsen.
En stor del af Danmarks donation vil gå til at støtte tidligere børnesoldaters vej tilbage til deres lokalsamfund.
Derudover vil pengene fra Danmark gå til en række tiltag, der har til formål at beskytte ofre for kønsbaseret vold og forebyggelse mod udnyttelse af børn på flugt.
”Pengene fra den danske regering giver os en kærkommen mulighed for at arbejde hårdere og bedre for, at grove overgreb mod somaliske børn stopper,” siger Werner Schultink, UNICEFs repræsentant i Somalia. ”Hvis vi passer godt på børnene, passer vi godt på Somalias fremtid,” afslutter han.

