Billeder fra
året der gik 2019

Hjem » Året der gik – 2019

Tak for hjælpen i 2019!

Endnu et år er gået, og hos UNICEF kigger vi tilbage på et år fyldt med både akut og langsigtet hjælp til børn verden over. Et år, der ikke kunne lade sig gøre uden alle jer, der trofast følger med og støtter vores arbejde for alle verdens børn. Sammen har vi kæmpet for at give hvert eneste barn en fair chance for at skabe sig en fremtid.

2019 blev et helt særligt år for verdens børn. Børnekonventionen fyldte 30 år, og hos UNICEF har vi for alvor set, at børnene nu kræver at få deres rettigheder overholdt og deres stemmer hørt. Den udvikling håber vi at se mere til i 2020.

I galleriet herunder kan I se glimt fra året, der gik, her i UNICEF. Tusind tak, fordi I har været med os!

Generalsekretær i UNICEF Danmark Steen M. Andersen bliver interviewet
Helcio Filipe Antonio har søgt tilflugt efter kolera spreder sig efter cyklon
UNICEF-Ambassadører Rasmus Brohave og Sofie Østergaard tog i sommeren 2019 til Rwanda for at lave skolematerialet 'Unge Forandrer Verden'.
Sammen med en colombiansk virksomhed har UNICEF i 2019 åbnet verdens første fabrik, der omdanner plastikaffald til mursten. Murstenene bruger vi til at bygge skoler af.
For 6. år i streg afholdt vi i september UNICEF CUP, hvor komikere, tv-værter, musikere og mange flere dystede om at vinde den velgørende turnering.
Til børnenes dag i Elfenbenskysten. Eleverne malede deres nye skole (bygget af mursten lavet af genbrugsplastik) blå.
I september raserede stormen Dorian på Bahamas, og som et led i genopbygningen arrangerede UNICEF aktiviteter for de evakuerede børn, der havde brug for et frirum.
Mange nye skoler blev certificeret UNICEF Rettighedsskole i år. Her ses den officielle underskrivning af samarbejdsaftalen med elever fra FUND Friskole.
I 2019 vaccinerede UNICEF 4,1 millioner børn i Yemen, hvor krigen nu har rundet sit fjerde år.
2019 blev sidste år med Steen M. Andersen ved roret. Steen har stået i spidsen for UNICEF Danmark siden 1995 og har gjort en kæmpe forskel for verdens børn.
Det blev Karen Hækkerup, som fik æren af at træde i Steen M. Andersen fodspor som Generalsekretær i UNICEF Danmark. Her ses hun sammen med bestyrelsesformand Alfred Josefsen.
I 2019 fyldte Børnekonventionen 30 år. UNICEF har brugt anledningen til at give børnene en stemme og fremskynde handlinger, der kan opfylde børns rettigheder.
Over hele verden lyste berømte bygninger op i blåt den 20. november for at fejre, at Børnekonventionen fyldte 30 år. Her er det Københavns Hovedbanegård.
Karen Hækkerup startede børnekonventionens fødselsdag med Ali Kahn, som går på UNICEF Rettighedsskole i Brøndby Strand.
I anledning af Børnekonventionens 30-års fødselsdag inviterede UNICEF Danmark for femte år i træk til Børnenes Dag i FN Byen. Det bød bl.a. på en omgang Mads og Monopolet med børn i fokus.
Efter cyklonen Fani i april ramte Bangladesh og Indien, har UNICEF særligt fokuseret på at modarbejde de skader, som de ekstreme vejrforhold førte med sig.
Efter cyklonerne Idai og Kenneth ramte Mozambique, var UNICEF bl.a. med til at genetablere drikkevandssystemet for omkring 500.000 mennesker i byen Beira.
Som alle andre år har særligt uddannelse været et højt prioriteret punkt på dagsordenen i 2019. Uddannelse skaber ligestilling, håb for fremtiden og bekæmper fattigdom.
På Børnenes Dag 2019 annoncerede UNICEF vores store nye 3-årige partnerskab med Novo Nordisk A/S. Formålet er at forebygge overvægt og fedme blandt børn.
Vores gode ambasadør Lakserytteren (Rasmus Kolbe) og Det Nationale Rettighedsråd ses her til Børnenes Dag i FN-byen.
I 2019 sendte UNICEF et budskab til verdens ledere: For mange børn dør i konflikter. 3758 UNICEF-rygsække repræsenterede hvert et barn, som har mistet livet i konflikt.
I 2019 blev Østgrønlands første NAKUUSA børneråd oprettet. UNICEF Danmark samarbejder med Det Grønlandske Selvstyre om NAKUUSA.
I 2019 udgav UNICEF en rapport, der viser, at halvdelen af verdens børn får for dårlig kost. Derfor er ernæring (både fejlernæring, underernæring og overvægt) særligt kommet på dagsordenen.
Sammen med Rasmus Seebach og Universal inviterede vi i UNICEF feststemte danskere til at støtte børn i nød med deltagelse i en sommerkoncert. Her er vores event-hold ved at gøre klar.
For tidligt fødte børn vil altid være et indsatsområde for UNICEF. Billedet er fra juni, hvor nybagte mødre i Niger lærer at holde de små varme ved hjælp af hud-til-hud metoden.
I 2019 leverede UNICEF igen pakker fulde af nødhjælp til udsatte børn verden over. Pakker, der kan redde børns liv. Her f.eks. til flygtningebørn i Syrien.
Til UNICEF Danmarks årlige Børnetopmøde stod fællesskab i år på dagsordenen. Elevernes deltagelse skulle ende ud i en handlingsplan for, hvordan der kan skabes plads til alle i skolen.