Vi kommer ikke videre ved at hylde og fokusere på individet

Vi kommer ikke videre ved at hylde og fokusere på individet

Siden 1960’erne er børn blevet stadig mere frigjorte. De er blevet individuelle væsner med egne rettigheder. Men skal de kunne bruge dem, har de behov for at være en del af et fællesskab, siger en af Danmarks mest toneangivende børneforskere gennem flere årtier, Per Schultz Jørgensen.

Børn, der dør, inden de når at få så meget som et enkelt lys i lagkagen; børn, der slider sig op på hårdt fysisk arbejde, inden de når at blive voksne; børn, der aldrig får mulighed for at gå i skole. Den slags er vi vant til at forbinde med lande, som ligger langt fra Danmark i både afstand og tanke. Men faktisk er det ikke så længe siden, at beskrivelsen passede fint på danske børns liv, lyder det fra dansk børneforsknings nestor, professor emeritus Per Schultz Jørgensen.

Han peger på, at for blot 100 år siden døde hvert tiende barn døde inden sin 1-årsfødselsdag. Og i midten af 1800-tallet var godt halvdelen af arbejderne i den engelske industri 15-årige drenge, mens piger under 15 år udgjorde 41 procent af arbejdskraften i tekstilindustrien. De sled sig op. Var de for langsomme, blev de straffet hårdt.

Der er ingen grund til at tro, at tallene så bedre ud i Danmark. Vi fik ganske vist en lov mod børnearbejde i 1873, men børnene forsatte med at arbejde hårdt i industrien og landbruget langt op i 1900-tallet. Der er en grund til, at efterårsferien også kaldes kartoffelferien – kartoffelhøsten kunne ikke klares uden børnene. Selv da de fleste kom i skole, var livet uden for klasselokalerne slidsomt. Og uanset om man var hjemme eller i skole, kunne man hurtig rende ind i en voksen, der var klar til at uddele en ordentlig røvfuld.

Havde Danmarks bedsteforældregeneration læst FN’s Børnekonvention, ville store dele af den havde virket utopisk. Havde oldeforældregenerationen haft den på skoleskemaet, ville den have fremstået som drømmeri. Men lige så langsomt er kampen for barndommen som en selvstændig livsfase og børns ret til at være selvstændige individer med egne rettigheder blevet vundet, fastslår Per Schultz Jørgensen.

”Når jeg ser tilbage på, hvad der er sket i løbet af den tid, jeg har beskæftiget mig med børnelivet, så er alt forandret. Vi er endda holdt op med at slå børn. Og når man ikke må slå, må man lytte. Men tænk engang – revselsesretten blev først afskaffet i 1997,” siger han. ”I dag har man respekt for børn og deres tilgang til livet. De er blevet små subjekter med ret til at tænke, mene og tage beslutninger.”

Bob Katzenelson Knud Romer

Læs interviewet med Knud Romer

Bob Katzenelson tegner Brinkmann

Læs interviewet, hvor psykologiprofessor, Svend Brinkmann fortæller, hvad han mener, kendetegner børnesynet anno 2019.

Byg din egen krystalkugle

Forandringerne stiller nye krav til børn og unge. F.eks. er selvstændighed blevet et ufravigeligt krav:

”Den enkelte skal klare mere og mere selv og stå til ansvar for sine egne beslutninger. Man skal f.eks. træffe uddannelsesvalg meget tidligt, og det endda i et samfund, som forandrer sig hele tiden. Det, der var sikkert og godt i går, er forandret i morgen,” siger Per Schultz Jørgensen.

Men når vi på den måde meget tidligt får ansvar for vores valg, får vi mere end nogensinde brug for at opbygge netværk og fællesskab. For når individualiseringen sætter ind, er netværk ikke længere noget, man bare får forærende. Det gjorde man i gamle dage. Man arvede det simpelthen. Dengang trådte man ind i sine forældres socialklasse, i slægtskontakterne forpligtelser, i fællesskabet i opgangen, hvor man boede. Sådan er det ikke uden videre i dag.

”Skal man klare sig i dag, skal man allerede som barn kunne opbygge et netværk, der er relevant for en, og skifte det ud, efterhånden som ens behov bliver nogle andre,” fastslår Per Schultz Jørgensen. ”Vi er måske nok blevet frisat fra de traditionelle fællesskaber, men vi har brug for nogle nye.”

Fællesskabet og netværkets vigtigste opgaver er at hjælpe barnet og den unge med at navigere i den foranderlige og komplekse verden.

”Man kan ikke længere bare spørge mor og far, hvad man skal vælge, når det gælder vigtige områder som uddannelse, familieliv eller andre større beslutninger. Man skal selv skabe sig en krystalkugle, og den finder man i form af et givende og relevant netværk,” siger Per Schultz Jørgensen. ”Allerede når barnet når længere end 0. klasse, har det behov for mere end sin mor og far. Kammeraterne bliver vigtige pejlemærker. Hvis netværket ikke er solidt, men bare er en eller anden tilfældig bande, så fejler man.”

Fællesskabets skole

Skolen er et af de mest oplagte steder for børnene at gøre sig erfaringer med den sociale ingeniørkunst, det er at opbygge fællesskaber. Men selv om der tales vældig meget om trivsel og fællesskaber i den moderne skole, bliver det sociale og fællesskabsorienterede ofte trængt i baggrunden af en mere liberalistisk og individfokuseret tilgang til skole og læring, påpeger Per Schultz Jørgensen:

”Vi fokuserer rigtig meget på individuelle præstationer og på den enkeltes læring. Jeg taler omvendt for en skole, hvor børnene lærer at stå sammen med andre og løse problemer sammen. En skole, hvor fællesskabet er en del af løsningen.”

I den skole er børnenes frihed ikke længere friheden til blot at vælge selv, men frihed til indflydelse. I stedet for individuelle tilkøbsmuligheder får man indflydelse på det liv, fællesskabet skaber.

Den opfattelse af børns rettigheder har konsekvenser, der rækker langt ud over klasselokalet. Den piller ved hele forståelsen af børns rettigheder. Et dokument som FN’s Børnekonvention skal således ikke længere blot forstås som et grundlag for børns juridiske rettigheder, men som et dokument, der giver børn ret til at blive til som mennesker.

Men Børnekonventionens fornemste opgave var jo at slå fast, at barnet ikke er andres ejendom. At det tilhører sig selv og ikke samfundet. Konventionen gav det enkelte barn rettigheder. Skal vi tilbage til, at fællesskabet har rettigheder?

”Ja, og det får fællesskabet også, hvis alle i gruppen har ret til at være med til at definere rammerne for det. Individerne giver hinanden en ramme, som ender med at give den enkelte mere slagkraft, handlekraft og beslutningskompetence. Fællesskabet er et langt rigere afsæt for kampen om den enkeltes rettigheder, end individet er i sig selv,” siger Per Schultz Jørgensen.

Hvor tæt på den vision er den danske folkeskole i dag?

”Vi er stadig kun på vej, men det går den rigtige vej. Skoletrivsel er langt vigtigere end tidligere. Det er sågar blevet en del af målingerne af skolerne. Den slags var utænkeligt i 1980’erne, der kiggede man meget snævert på faglighed,” siger Per Schultz Jørgensen. Men han peger på, at målingerne fortsat fokuserer snævert på individets trivsel. Fællesskabet har man svært ved at adressere direkte i en skole, hvis blik er indstillet på den enkelte. Konsekvensen er, at det bliver svært at forstå og behandle trivsel som en fælles opgave.

”Skoleklassen kan meget let komme til at lige en folk passagerer i en bus. De sidder bag ved hinanden, men har ikke noget sammen. Alle har individuelle mål for, hvor de skal hen, og det skal gå hurtigt. De andre betyder ikke det store, med mindre de sidder på den plads, man gerne selv ville have haft. I sådan en gruppe kan man ikke udrette noget i fællesskab. Man kan ikke lægge en strategi eller arbejde for et fælles mål,” siger Per Schultz Jørgensen og fastslår, at den struktur, der fungerer i en bus, virker ødelæggende i en skoleklasse. Ja, faktisk kan den ende med helt at frarøve børnene muligheden for at anvende de rettigheder, de seneste mange års kamp på børneområdet har givet dem.

”Vi har fået et fundament af individuelle rettigheder på plads. Men vi må forstå, at vi ikke får mere frihed ved at gå videre ad den individualiserede vej. Skal rettighederne blive en levet realitet, skal vi bygge et fællesskab, vi kan bruge dem i. Uden fællesskabet bliver vi overvældede og skrøbelige i en hyperforanderlig verden”

Blå bog

Per Schultz Jørgensen er professor emeritus i socialpsykologi, dr. phil. Han har siden 1970’erne forsket i børne- og familierelaterede emner ved Københavns Universitet, Socialforskningsinstituttet, Danmarks Pædagogiske Universitet, ligesom han har været formand for Børnerådet.

FN vedtog Børnekonventionen ved en generalforsamling den 20. november 1989.

I 2019 fylder Børnekonventionen 30 år. Det er et særligt år for verdens børn og for UNICEF, som globalt bruger anledningen til at give børnene en stemme og fremskynde handlinger, der kan opfylde børns rettigheder. Læs mere her.

Hjælp UNICEF med at arbejde for børns rettigheder

Støt nu