”Man kan ikke tune børn, som man tuner en knallert”

”Børnepolitikken skal interessere sig for, hvordan det er at være barn”

I årtier har vi været ekstremt optagede af, hvordan børn kan blive dygtigere. Nu er det tid til at spørge, hvordan de har det. Og tage deres svar alvorligt, påpeger børnelivsforsker Sine Penthin Grumløse.

Danmark er et samfund, der vil noget med sine børn. Rigtig meget faktisk, især når det gælder om at uddanne dem og gøre dem dygtigere. For globaliseringen er taget til, jobbene kan rykke ud af Danmark når som helst, kineserne står for døren, og Danmark vinder ingenting, hvis ikke vi vinder videnskapløbet.

Det verdensbillede er blandt årsagerne til, at vi i de seneste 20-30 år i høj grad har skiftet børnepolitikken, der skulle skabe rammerne for det gode børneliv, ud med en politik, der primært har fokus på at gøre børn så dygtige som muligt. Om uddannelse og kompetenceudvikling. Sådan lyder den korte fortælling om børnepolitikken, der blev væk, hvis man spørger Sine Penthin Grumløse, der er lektor ved Københavns Professionshøjskole.

”Der er et helt særligt børnesyn på spil her: Det enkelte barn skal hjælpes på den helt rigtige måde til at udfolde sig bedst muligt. Man regner med, at mennesker har lyst til at optimere sig selv, sådan at de kan bidrage bedst muligt til samfundet. Hvis ikke det lykkes, taber vi alle sammen.”

Bekymringen for at tabe til andre nationer har betydet, at optimeringstrangen har bredt sig til stadig flere områder af børnelivet. Først prøvede man at løfte niveauet i skolerne, så indså man, at skolen ikke kunne løfte opgaven alene, og så kom de små børn i fokus. Man fik læreplaner i dagtilbuddene og fokus på udviklingen af kompetencer i børnehaverne. Men det var heller ikke tilstrækkeligt, så nu invaderer læringskravene familielivet:

”Børn har i stigende omfang hjemmearbejde med hjem fra vuggestuen og børnehaven. Familien får besked på at gå hjem og male med æg. Til gengæld får de måske ikke tid til de ting, man helt naturligt kunne gøre sammen som familie; som at skrælle kartofler eller bare være sammen om noget i hverdagen,” siger Sine Penthin Grumløse.

Den evige higen efter den helt rigtige metode, der kan gøre børnene lidt dygtigere, lidt hurtigere, skævvrider børnepolitikken:

”Det er som om, vi taler om at tune knallerter. Som om vi tænker: Hvor stærkt kan den egentlig køre? Sådan kan man tale om maskiner, men ikke om børn.”

Bob Katzenelson tegner Brinkmann

Læs interviewet, hvor psykologiprofessor Svend Brinkmann fortæller, hvad han mener, kendetegner børnesynet anno 2019.

Bob Katzenelson Knud Romer

Læs interviewet med Knud Romer

Nysgerrigheden er forsvundet

Konsekvenserne af det aktuelle børnesyn i politikken er til at få øje på, understreger hun.

”Det uhensigtsmæssige er, at man er holdt op med at stille sig ved siden af børnene og spørge: Hvordan ser det her samfund egentlig ud fra et børneperspektiv? Hvordan er det at være barn i dag? Hvad har børn egentlig behov for, at vi gør for dem? Nutidens politikere har simpelthen glemt at være nysgerrige på børns vegne,” siger Sine Penthin Grumløse.

Sådan har det ikke altid været. I 1960’erne og 1970’erne var man optaget af den slags spørgsmål. Beslutningstagerne spurgte: Hvad har børn godt af? Hvad skal de lave? Har de bedst af at blive passet ude eller hjemme? Hvordan indretter man et samfund, som er godt at vokse op i? Hvis politikere og embedsmænd ikke lige kendte svaret, så opsøgte de eksperter – børneforskere, læger, psykologer, der vidste noget om børn. Man oprettede sågar en Børnekommission. Senere spurgte man børnene selv. Man ville have viden som grundlag for børnepolitikken. Det gode børneliv byggede man ikke på fornemmelser og ideologi. Nogle måder at indrette samfundet på måtte være bedre end andre. Dem ville man finde frem til.

Men i løbet af 1980’erne måtte viden vige for holdninger. De toneangivende politiske partier begyndte at regne baglæns fra deres ideologiske målsætninger og deres politik på andre centrale områder og endte med at stå tilbage med en børnepolitisk dagsorden, der passer til deres øvrige holdninger.

Et eksempel er Venstres tanke om ”frit valg”.

”I Venstre holdt man op med at tale om, hvordan børn har det. I stedet talte man om, at forældre skulle have noget at vælge imellem. Rationalet var, at forældrene bedst selv vidste, hvad der var godt for netop deres egne børn. Ret hurtigt bredte denne forståelse sig til andre partier. Forældres frie valg var blevet et børnepolitisk mål i sig selv,” siger Sine Penthin Grumløse.

De fleste forældre vil jo kun det bedste for deres børn, og børn er jo forskellige, så var det ikke meget godt, at give forældrene frit valg, så de kunne skræddersy den gode barndom for deres børn?

”Men der er jo ikke et frit valg. De færreste har økonomi og frihed til at vælge frit. Jeg gad godt se kassedamen kræve en hjemmearbejdsdag og mere børnevenlige arbejdstider. Det kan hun ikke nødvendigvis, men alligevel gør vi hende ansvarlig for at træffe gode valg. Hvis hun ikke er tilfreds, så må hun lave noget andet, eller familien leve af én indtægt, gøre hvad der er nødvendigt for, at de kan leve det hverdagsliv, de forbinder med ’det gode’. De må indrette sig, så de kan få ”frihed” til at vælge. Det bliver deres ansvar. Det er en lidt naiv tankegang. Rigtig mange mennesker lever ret ufleksible hverdagsliv, hvor der ikke er ret stor tilrettelæggelsesfrihed,” svarer Sine Penthin Grumløse.

Bob Katzenelson tegner Per Schultz Jørgensen

Læs interviewet med Per Schultz Jørgensen her.

Bekymringsvækkende

Samtidig med, at forestillingen om, at gode børneliv sikres af frit vælgende forældre, skærpedes opmærksomheden på kvaliteten af forældrenes forældreskab. Hvad nu hvis valgene, de træffer, ikke er gode?

Den frygt, kombineret med bekymringen for, at børnene ikke bliver dygtige nok, har på paradoksal vis skabt systemer, der kan synes meget langt fra tanken om det frie valg.

”Man instruerer forældrene. De skal gøre alt muligt for deres børn. Skabe den rette stemning ved lektielæsningen, samtale med børnene på måder, der understøtter deres læring, læse i et bestemt antal minutter. Man lægger den fritvælgende families hverdagsliv i ganske tilrettelagte rammer. Forældreskabet skal gøres på bestemte måder.”

Alligevel er man bange for, at det går galt.

”I princippet er alle børn bekymringsvækkende i dag, for tænk, hvis de kunne være blevet dygtigere, end de blev.” For at undgå det scenarie har politikken bevæget sig ganske tæt på de professionelles arbejde i vuggestuen, børnehaven og skolen.

Men ét er bekymringen for børn generelt, noget andet er bekymringen for specifikke grupper, som opfattes som særligt udsatte. Såkaldte udsatte børn skal opspores så tidligt som muligt, og allerhelst vil man løse problemerne, inden de opstår. Blandt faktorer, der menes at kalde på en ekstra indsats, er forhold som: Bor barnet i en ghetto, er forældrenes modersmål et andet end dansk, har forældrene en løs tilknytning til arbejdsmarkedet, er de uuddannede?

”Resultatet er, at man ikke ret nemt får øje på de børn, der mistrives i familier med solid økonomi og gode uddannelser. Til gengæld ønsker man at intervenere i familier, der falder i de uheldige kategorier. Faktum er bare, at man ikke kan forebygge eller ”vaccinere” mod alverdens dårligdomme, der kan ske. Man er nødt til at forholde sig til børns konkrete hverdagsliv og være klar til at træde til, hvor problemer opstår”.

Sine Penthin Grumløse understreger, at hun her bevæger sig uden for sit eget forskningsområde, men den stigende interesse for de bekymringsvækkende børn og deres forældre i den politiske udvikling er svær at overse.

Tør vi at lytte til børnene?

Sine Penthin Grumløse ønsker sig en større lydhørhed over for budskaberne fra de fagpersoner, der er tæt på børnene, eller som har indgående viden om børn. Fra pædagoger over skolelærere til børneforskere og psykologer. De vil kunne levere et mere solidt grundlag for en børnepolitik, der rent faktisk kommer børn til gode.

”Vi har masser af eksempler på skolelærere, der fortæller, at de ikke kan løfte inklusionsopgaven under de nuværende vilkår; børneforskere, der siger, at vi ikke tager hensyn til børnenes behov; pædagoger, som siger, at der ikke er gode nok betingelser for at gøre et godt arbejde i institutionerne. Jeg kunne ønske mig, at politikerne lyttede til dem.”

Hvad ville det betyde, hvis man på Christiansborg tog samtalen om, hvad det gode børneliv er, alvorligt?

”Er du vimmer, vores systemer og rationaler kunne hurtigt blive udfordret. Tænk, hvis man finder ud af, at børnene faktisk ikke har det ret godt, f.eks. sidder i børnehaven og har stress? Tænk, hvis eksperterne har ret i, at alt for mange børn mistrives og har præstationsangst i skolen? Så ville man jo være megatarvelig, hvis der ikke blev handlet på det.”

Men at handle på den slags viden er lettere sagt end gjort. For vi taler om langt mere end justerede normeringer i institutionerne og færre børn i klasserne.

”Det er hele den børnepolitiske rammesætning, der står for skud. Det handler om at revidere den børnepolitiske dagsorden og beslutte sig for at lave politik for børn og ikke blot være optaget af, at gøre ’det rigtige’ med børnene,” siger Sine Penthin Grumløse og tilføjer: ”Det handler om at ville noget andet, stille nogle andre spørgsmål og handle på dem. ”

Blå bog

Sine Penthin Grumløse er lektor ved Københavns Professionshøjskole. Hun har skrevet ph.d. om børnesynet i dansk familiepolitik. Hun har udgivet bogen ”Den Gode Barndom”, Hans Reitzels Forlag, 2017

FN vedtog Børnekonventionen ved en generalforsamling den 20. november 1989.

I 2019 fylder Børnekonventionen 30 år. Det er et særligt år for verdens børn og for UNICEF, som globalt bruger anledningen til at give børnene en stemme og fremskynde handlinger, der kan opfylde børns rettigheder. Læs mere her.

Hjælp UNICEF med at arbejde for børns rettigheder

Støt nu