Kom til
UNICEF CUP 2019

Oplev en perlerække af kendisser og fodboldveteraner på slap line, når der afholdes UNICEF Cup på Ceres Park i Aarhus den 7. september. Formålet er at rejse penge til livsvigtige vacciner til udsatte børn verden over.

Vil du se Joey Moe lave en glidende tackling på Stig Tøfting? Eller opleve Le Mans legenden Tom Kristensen udfordre Rasmus Botoft i et hurtigt kontraangreb, så har du nu chancen. Lørdag den 7. september afholdes UNICEF Cup 2019, hvor otte forskellige hold dyster mod hinanden på AGF’s hjemmebane i Aarhus.

Du kan opleve Komikerlandsholdet under ledelse af Carsten Bang, der flankeres af bl.a. Rasmus Botoft, Geo og Brian Lykke. De spiller mod TV-Værtslandsholdet, der under kaptajnen Lars Christiansen stiller op med bl.a. Tom Kristensen, Claus Elming, Josefine Høgh, Jesper Grønkjær, Stig Tøfting og Thomas Gravesen. På banen kommer også Musikerlandsholdet anført af Joey Moe, et særligt AGF Legends & Friends hold med bl.a. tidligere anfører og europamester Martin Jørgensen og journalist Rasmus Tanholdt samt turneringsarrangørerne fra Danmarks Mest Velgørende Fodboldhold. De får kamp til stregen af UNICEFS virksomhedspartnere Pressalit og Dansk IngeniørService, som har støttet UNICEF gennem flere år. Og til at holde styr på det hele kommer Politilandsholdet, der er samlet af Østjysk Politi!

 

Vacciner redder liv

Mens der kæmpes på banen, rejses der penge til UNICEF gennem donationer fra samarbejdspartnere og ikke mindst entreindtægterne fra tilskuerne på dagen. De penge, der indsamles, skal i år gå til stivkrampevacciner til udsatte børn.

”Hver år dør ca. 1,5 millioner børn under fem år af sygdomme, der kunne have været forebygget med vaccination. En stivkrampevaccine koster kun 90 øre, så vi kan gøre utroligt meget for de penge, der samles ind. Så vi håber, at mange møder op og får en god dag,” lyder det fra Line Grove Hermansen, kommunikationsdirektør i UNICEF Danmark.

 

Praktiske informationer

Ceres Park åbner dørene kl. 14:00, første kamp spilles 14:30 og der er præmieoverrækkelse kl. 17:30. Entrebilletten koster 50 kroner som går ubeskåret til UNICEFS arbejde. Der er gratis adgang for børn under 12.

 

Støt verdens børn

Bliv Verdensforælder