
Østgrønlands første
NAKUUSA Børneråd oprettet
48 østgrønlandske børn og unge har gennem de seneste måneder ansøgt om at blive medlem af NAKUUSAs Børneråd. 11 børn bliver nu samlet som det første østgrønlandske børneråd, mens en lokal koordinator for rådet også er udpeget.
Igennem de seneste måneder har østgrønlandske børn og unge mellem 13 og 18 år kunne søge om at blive medlemmer af det første østgrønlandske NAKUUSA Børneråd. 48 ansøgninger kom ind og 11 børn samles nu for første gang sammen med koordinatoren for rådet i Tasiilaq.
”Vi er utroligt glade for, at så mange børn og unge har søgt om medlemskab. Det har været en spændende proces og de 11 børn som nu er medlem af Børnerådet i Østgrønland er en stærk og mangfoldig gruppe, som vi glæder os rigtig meget til at samarbejde med fremover”, siger NAKUUSAs projektleder Najaaraq Møller.
Det er midler fra UNICEF som har gjort det muligt, at NAKUUSA og UNICEF i fællesskab har kunnet være i Tasiilaq i en uge og afholde aktiviteter omhandlende børns rettigheder. Samtidig med oprettelsen af det nye Børneråd afholdes der torsdag og fredag lærerseminar for lærere i Tasiilaq og bygderne.
”En af de vigtigste ting for at sikre, at vi i samfundet i højere grad lever op til børns rettigheder er, at de voksne omkring børnene kender børnekonventionen og dens artikler. At de ved, hvad det handler om og hvordan rettighederne bruges i hverdagen. Derfor er det vigtig for os at holde lærerseminar, så lærerne i hverdagen kan støtte op om både Nakuusaaqqat på skolerne, og Børnerådet” siger Sara Olsvig, programchef i Grønland for UNICEF.
Lærere fra alle bygder omkring Tasiilaq deltager i lærerseminaret, ligesom det østgrønlandske Børneråds nye koordinator også deltager.
Onsdag den 28, august kl. 18:30 inviterer NAKUUSA og UNICEF Tasiilaqs borgere til et åbent arrangement, hvor det nye børneråd kan mødes, og hvor byens lokale idrætsforeninger sammen med NAKUUSA og UNICEF har boder, til inspiration for en sund hverdag.
Som afslutning på præsentationen af det nye Børneråd bygger de nye medlemmer en varde i byen, som bliver vartegnet for Østgrønlands NAKUUSA Børneråd.
Gentofte var i 2018 UNICEF By, og indsamlede midler til UNICEF Danmark. Midlerne bliver blandt andet brugt på NAKUUSAs udvidede indsats i Tasiilaq.
NAKUUSA er et samarbejdsprojekt mellem Grønlands Selvstyre og UNICEF Danmark.