Kunsthåndværkere
laver smykke-workshop

for børn og unge i Østgrønland

Hjem » Smykke-workshop for børn og unge i Østgrønland

Skrevet 28. juni 2019 af Emilie Jensen

Gentofte Kommune samlede ind til UNICEFs arbejde for børn og unge i Grønland

I 2018 var Gentofte Kommune UNICEF By og samlede penge ind til UNICEFs arbejde for børn og unge i Grønland. Pengene skal blandt andet bruges på at udvikle grønlandsk undervisningsmateriale om børns rettigheder med særlig fokus på identitet, kultur og tolerance.

Kreativ udfoldelse og inspiration til fremtiden

Som en del af indsamlingen lavede guldsmed Nicolai Appel og kunstner Buuti Pedersen en isbjørnebroche af grønlandske materialer. Overskuddet skal gå til UNICEFs arbejde i Grønland, og en mindre del bruges desuden på en workshop i Tasiilaq. Her kan børn og unge kan bruge deres kreative evner og lære noget, som de kan tage med sig videre i livet.

”Jeg håber, de unge mennesker vil få en spændende uge og prøve et fag, som har et stort potentiale for fremtidens Grønland,” siger Buuti Pedersen.

Med sig har de to kunsthåndværkere Nadja Arnaaraq Kreutzmann, som er Nicolai Appels lærling. Hun har blandt andet designet smykkekollektionen ”Panikpanik”, som er inspireret af inuittatoveringer.

Smykkeworkshoppen er arrangeret i tæt samarbejde med Kommuneqarfik Sermersooq, og formålet er at give børn og unge et pusterum og noget at lave i sommerferien, når skolerne har lukket.

”Når man laver smykker, falder kroppen til ro, mens hænderne arbejder, og det er en rar måde at være sammen på. Et smykke kan bringe dig lykke og være et godt minde, som er rart at have på sig på en mørk dag. På denne workshop skal de unge lave et smykke af noget, de selv finder, så det får en helt særlig betydning,” fortæller Nicolai Appel.

Han håber også at kunne være med til at inspirere børn og unge i Tasiilaq til at få smag for guldsmedefaget.

Smykke-workshoppen finder sted fra den 1. til den 5. juli.

For yderligere information, kontakt venligst: Programchef i Grønland for UNICEF Danmark, Sara Olsvig, på mobil (+299) 583800.

Om indsamlingen i Gentofte Kommune:

  • Foruden undervisningsmaterialer og workshop skal de indsamlede penge bruges til projekter i NAKUUSA, som er UNICEFs og Selvstyrets fælles indsats.
  • I samarbejde med Kommuneqarfik Sermersooq skal NAKUUSA fastlægge lærerseminar i Østgrønland og oprette et østgrønlandsk børneråd, så østgrønlandske børns stemmer bliver hørt.
  • Der er desuden afsat penge til østgrønlandske børns deltagelse ved NAKUUSAs børnetopmøde i efteråret.
Gentofte Kommune er årets UNICEF By i 2018. Hele året samler hele kommunen – børn, voksne, foreninger, netværk og virksomheder – penge ind til UNICEFs arbejde.

Smykke-workshoppen er en del af UNICEFs arbejde for børn og unge i Østgrønland, som Gentofte Kommune i 2018 samlede ind til.

Det er guldsmeden Nicolai Appel (på foto), som står for smykkeworkshoppen sammen med kunster Buuti Pedersen og Nadja Arnaaraq Kreutzmann, der er Nicolai Appels lærling.

Sæt din hjælp i system

bliv verdensforælder