
Karen Hækkerup ny generalsekretær
i UNICEF Danmark
Det er et kendt ansigt i kampen for udsattes rettigheder i Danmark, der netop har sat sig i spidsen for den danske afdeling af verdens største børneorganisation, UNICEF. Tidligere i år pegede bestyrelsen for UNICEF Danmark på den tidligere minister og forhenværende adm. direktør i Landbrug & Fødevarer Karen Hækkerup som ny generalsekretær.
Karen Hækkerup har i store dele af sin karriere arbejdet for at forbedre udsatte menneskers livsmuligheder og kår i Danmark – først som social- og integrationsminister i Helle Thorning-Schmidt-regeringen og senest som formand for Den Sociale Investeringsfond – så hun oplever det som oplagt at udbrede sit sociale engagement til verdens mest udsatte børn.
”Intet i verden giver for mig mere mening end at kæmpe for børns vilkår og rettigheder. Jeg glæder mig over nu at kunne fortsætte den kamp i en stærk og professionel organisation. UNICEFs fornemste opgave er at hjælpe børn, ikke bare til at overleve, men til at kunne opfylde deres fulde potentiale i en verden, hvor konflikter og klima truer alt for mange børns fremtid,” siger Karen Hækkerup.
UNICEFs bestyrelsesformand Alfred Josefsen er yderst tilfreds med, at organisationen i Karen Hækkerup får en stærk ledelsesmæssig kapacitet med et bredt fundament.

Her præsenteres den nye generalsekretær i UNICEF Danmark Karen Hækkerup af bestyrelsesformand Alfred Josefsen
Karen vil have både hjerne og hjerte med i arbejdet for UNICEF. Det er helt afgørende. Behovene hos verdens udsatte er enorme, men vi kan nå rigtig langt, hvis vi gør det smart. Her vil Karens erfaringer være helt rigtige i de kommende år
Alfred Josefsen fremhæver Karen Hækkerups sociale indignation og dybfølte engagement i indsatsen for at forbedre fremtidsudsigterne for verdens udsatte.
”UNICEF Danmark skal fortsat sikre indtægter og støtte til de mest udsatte børn i verden. Karen Hækkerups erfaring Landbrug & Fødevarer og fra arbejdet på satspuljeområdet og i Den Sociale Investeringsfond har givet hende et godt blik for den mest effektive og direkte vej til målet,” siger Alfred Josefsen.
I sin tid som både justits- og socialminister arbejdede Karen Hækkerup sammen med grønlandske kollegaer bl.a. om at forbedre grønlandske børns trivsel. Det arbejde kommer hun til at fortsætte i sin nye rolle. UNICEF Danmark har netop åbnet kontor i Grønland og fortsætter et mangeårigt samarbejde med det grønlandske selvstyre samt udvider indsatsen for at give udsatte børn og unge bedre sociale kår.
For UNICEF Danmark er en af topprioriteterne i de kommende år at samle stærke kræfter for at indfri FN’s Verdensmål på børneområdet under overskriften ’Leave No Child Behind’. Det kræver ikke mindst netværk og indsigt i dansk erhvervsliv, fordi danske virksomheder i stigende grad indgår partnerskaber med UNICEF Danmark. Her støtter de ikke alene organisationens arbejde økonomisk, de er også tætte partnere, der lægger kræfter i at finde nye løsninger for udsatte børn verden over sammen med UNICEF.
”Virksomhederne og fonde bliver uundværlige, når vi skal løfte opgaven. Organisationerne, private og erhvervslivet ser muligheder forskellige steder – og når parterne går sammen, opstår der noget helt nyt,” siger Karen Hækkerup.
Bestyrelsesformand Alfred Josefsen tilføjer:
”I UNICEF bliver Karen Hækkerups erfaring både som direktør for en af Dan-marks stærkeste erhvervsorganisationer, Landbrug & Fødevarer, samt senest som bestyrelsesformand for Den Sociale Investeringsfond en stor styrke,” siger Alfred Josefsen.
Bestyrelsesformanden understreger også, at Karen Hækkerups indsigt i det politiske maskinrum på Christiansborg er central i en organisation, der taler udsatte børns sag over for såvel Folketinget og regeringen som i internationale sammenhænge.
Karen Hækkerup afløser 62-årige Steen M. Andersen, der tilbage i marts meddelte, at 2019 bliver hans sidste år, efter at han har udviklet UNICEF Danmark i mere end to årtier. Steen M. Andersen nåede at afholde sit 24 års jubilæum, inden han overdrog stafetten til Karen Hækkerup den 1. september 2019.
Opdateret den 5. september 2019