Lions katastrofehjælp støtter
cyklonramte børn i Mozambique

Hjem » Lions katastrofehjælp støtter cyklonramte børn i Mozambique

Skrevet d. 28. marts 2019 af UNICEF Danmark

Lions katastrofehjælp giver 200,000 kroner til udsatte børn i det cyklonhærgede Mozambique

Mozambique er lige nu ramt af en massiv katastrofe, hvor 1,8 millioner mennesker er i nød, efter cyklonen Idai hærgede landet tidligere på måneden. Cyklonen har efterladt landet med store oversvømmelser og i akut nød efter rent drikkevand. Mange steder ligger vandforsyning- og sundhedssystemer i ruiner.

Landets sårbare børn er i akut risiko for at blive smittet med livstruende vandbårne sygdomme som kolera. Derfor er katastrofehjælpen fra Lions ikke bare hårdt tiltrængt i UNICEFs arbejde for at sikre rent drikkevand, men gør en livreddende forskel for tusindvis af udsatte børn i Mozambique.

Lions

Støtten skal gå til at sikre rent drikkevand og bekæmpe kolera

Ødelæggelse af vandsystemer og mangel på rent drikkevand gør, at UNICEF frygter en koleraepidemi i Mozambique, der kan blive fatal for landets børn.

”I katastrofer som denne er vores tidligere erfaring, at vandbårne sygdomme er en af de største børnedræbere,” fortæller direktør for erhvervspartnerskaber og innovation i UNICEF Danmark, Mette Dyhr.

I store dele af landet er forældre tvunget til at vælge imellem at give deres børn beskidt drikkevand fra blandt andet vandpytter, hvor børnene risikerer at blive smittet med livstruende sygdomme, eller risikere at børnene dør af tørst.

Et af de vigtigste bidrag fra Lions støtte er derfor at sikre rent drikkevand til de cyklonramte børn for at forebygge, at de smittes med livstruende sygdomme som kolera.

Fremgang, men stadig akut behov for hjælp

Selvom katastrofen er massiv i Mozambique og omkringliggende lande, er der heldigvis allerede fremgang i nødhjælpsarbejdet. I sidste uge lykkedes det UNICEF i samarbejde med Mozambiques regering og andre nødhjælpsorganisationer at genetablere vandforsyningen i Beira, som ellers er et af de hårdest ramte områder i Mozambique.

”Det er et vigtigt resultat, at vandforsyningen i Beira nu er oppe at køre igen. Ellers kunne det have udviklet sig til en endnu større katastrofe,” fortæller Mette Dyhr.

Desværre skal man ikke langt væk fra centrum i Beira, før den akutte mangel på vand stadig er til at få øje på. Støtten fra Lions lander altså på et meget tørt sted. Støtten gør det muligt at nå frem med livsvigtig rent drikkevand til sårbare børn, mens det længerevarende genopbygningsarbejde fortsætter.

Hjælp med at sende forsyninger afsted

Støt nu