Firas bliver behandlet for kolera på et hospital i Hudaydah

4 år med krig i Yemen

Børn bliver dræbt hver dag

Hjem » 4 år med krig i Yemen

Trods våbenhvile bliver 8 børn ofre for krigshandlinger i Yemen hver eneste dag

Hver dag bliver 8 børn dræbt eller alvorligt såret af krigshandlinger i Yemen. 1,2 millioner børn er fanget i områder hvor krigshandlinger forekommer hver eneste dag. Det viser en helt ny opgørelse, som UNICEF netop har lavet.

Tallene bliver ved med at være høje, til trods for at der i midt december blev indgået en våbenhvileaftale mellem de stridende parter.

”Fredsaftalen har simpelthen ikke forbedret situationen mærkbart for børnene,” fastslår Line Grove Hermansen, der er kommunikationsdirektør for UNICEF Danmark.

De fleste af de børneofrene oplever angrebene til eller fra skole eller når de leger med deres venner uden for deres hjem. Men i sidste uge blev fem børn dræbt, mens de legede i deres eget hjem under et angreb på Tahita distriktet syd for Hodeidah.

Yemen er verdens største humanitære katastrofe

”Yemen er verdens største humanitære katastrofe. Det er et levende mareridt for børnene. 11,3 millioner børn landet over har brug for humanitær assistance. Men der er rigtig meget vi kan gøre for børnene, selv i de områder, der er under angreb,” siger Line Grove Hermansen

Hun peger på, hvordan man med overførsler af små pengebeløb til landets 1,5 millioner fattigste kan bidrage til at øge børnenes overlevelse, forebygge børnearbejde og lægge en dæmper på den udbredte tendens til at gifte især piger væk i en meget ung alder.

Herudover behandlede UNICEF alene sidste år 345,000 alvorligt akut underernærede børn, 4,1 millioner børn blev vaccineret mod polio og 471.000 mod mæslinger, næsten 6 millioner fik adgang til rent vand, og næsten 800,000 børn modtog psyko-social assistance, der skal hjælpe dem gennem deres traumer.

Situationen i tal:

  • Mindst 11,3 millioner børn har brug for nødhjælp, hvilket gør situationen i Yemen til den største humanitære katastrofe i verden lige nu.
  • 1,8 millioner børn er akut underernærede og 360.000 børn under fem år lider af alvorlig akut underernæring.
  • Mindst 2 millioner børn kommer ikke i skole.
  • 8,1 millioner har ikke adgang til rent vand og sanitet.
  • Mere end 6.700 børn er blevet dræbt siden konflikten startede.
  • Mere end 2.700 drenge er blevet rekrutteret som børnesoldater.

Hjælp UNICEF med at beskytte Yemens børn

Støt nu