En lille pige fra Vanuatu bliver vaccineret mod tuberkulose og hepatitis B.

Drone leverer vacciner til nyfødte på isoleret ø-gruppe

INNOVATION: Droneteknologi sikrer sundhed

Joy Nowai er kun en måned gammel og er netop blevet vaccineret mod tuberkulose og hepatitis b. Det blev hun takket være en drone støttet af UNICEF, som landede på den afsidesliggende ø Erromango, hvor Joy bor med sin mor.

Øen er en del af ø-gruppen Vanuatu, som består af mere end 80 små øer fordelt på 1300 km i Stillehavet. Der findes kun få officielle veje på tværs af øerne, og det er derfor ikke muligt at nå frem til de børn, som bor på de mest afsides øer.

Mange børn får ikke den første vigtige vaccination

Fordi det er så svært at komme rundt mellem øerne, får 20 procent af børnene ikke de første vigtige vaccinationer, som beskytter dem mod livstruende sygdomme.

”For at nå helt herud skal jeg krydse floder, bjerge, voldsom regn og skråninger af klipper og sten. Som regel er jeg afhængig af små både, der ofte bliver aflyst på grund af dårligt vejr,” fortæller Miriam Nampil. Hun er en af de sygeplejersker, som vaccinerer børnene på Vanuatu.

”Jeg har kun mulighed for at tage til Vanuatu en gang om måneden på grund af den lange og svære rejse dertil. Med dronerne kan vi nå frem til langt flere børn i de sværest fremkommelige områder af Vanuatu,” tilføjer hun.

13 børn og fem kvinder blev vaccineret

Foruden lille Joy vaccinerede Miriam 12 børn og fem gravide kvinder med vacciner, som dronen fløj til området Cook’s Bay, hvor der hverken er elektricitet eller adgang til et sundhedscenter.

Som regel er det ekstremt svært at fragte de skrøbelige vacciner rundt og samtidig sikre, at de har den rigtige temperatur hele vejen. Ombord på dronerne ligger vaccinerne derimod i beskyttende flamingoæsker med is omkring. Med i æskerne er også et termometer, som indikerer, hvis vaccinerne er ved at blive for kolde eller varme.

“Det er et kæmpe skridt for global sundhed, at vi kan bruge droner til dette formål. Det har et enormt potentiale – ikke kun for Vanuatu, men for de tusindvis af børn, som ikke bliver vaccineret,” siger UNICEFs administrerende direktør, Henrietta H. Fore.

UNICEF samarbejder med regeringen

Droneprojektet er et samarbejde mellem UNICEF, Vanuatus regering og droneoperatørerne Swoop Aero og WingCopter. Regeringen planlægger på sigt at integrere droner til levering af vacciner i deres nationale vaccinationsprogram.

Projektet her er karakteristisk for UNICEF, som samarbejder med regeringer i hele verden for at forbedre forholdene for børn – selv i de mest isolerede dele af verden. 

Sidst, sygeplejerskerne var på Vanuatu, var de for langt væk fra Joy og hendes mor. Derfor måtte Joy vente med at blive vaccineret, til dronen kom.

Med dronerne kan vi nå frem til langt flere børn i de sværest fremkommelige områder af Vanuatu
Sygeplejerske Miriam Nampil

Som regel fragter sygeplejerskerne de skrøbelige vacciner gennem bjergpas, grusstier og skove for at komme fra ø til ø. Skiftet mellem sol og regn gør det svært at sikre den rigtige temperatur til vaccinerne.

For at komme rundt mellem øerne i Vanuatu er det ofte nødvendigt at krydse vandet i små lokale både. Er vejret for voldsomt, sejler bådene ikke, og man må vente på, at vejret igen falder til ro.

Roslinda Narawayan er jordemoder og går i op til tre timer langs kysten for at levere vacciner til klinikker i landsbyerne. Ofte er der ingen mulighed for at stille dem på køl, så de skal bruges, så snart de er fremme.

En vaccine kan være forskellen på liv og død

Hvert år dør ca. 1,5 millioner børn under fem år af sygdomme, der kunne have været forebygget med vaccination. De børn skal vi nå!

Læs mere om UNICEFs arbejde med vaccinationer.

Hjælp unicef med at beskytte børn mod smitsomme sygdomme og børnesygdomme

STØT NU