Krigen har gjort os voksne før tid
Jeg er flygtet til Danmark fra Syrien. Min familie er spredt for alle vinde. Hver gang vi rækker ud efter hinanden, støder vi på lukkede grænsebomme. Men i år lykkedes det mig at komme hjem til jul. Endda to gange på 36 timer
Alle vil hjem til jul. Også jeg. Selv om vi i min familie slet ikke holder jul, får jeg også den der ”Driving home for Christmas”-stemning på denne tid af året. Måske fordi det var i december, jeg for fem år siden flygtede fra mit fødeland Syrien. Ligesom alle andre længes jeg efter det velkendte og ikke mindst min familie. Især min fætter, Subhi Jamal.
Vi er født næsten samtidig, boede de første 10 år af vores liv i Aleppo-området, og er hinandens bedste venner. Vi var altid sammen. Slog alle i videospil på netcafeen, fik vores bedstemor til at give os lommepenge, så vi kunne gå på markedet og købe kebab. Vi delte vores drømme med hinanden.
Så kom krigen, bomberne, drabene og soldaterne, der slog hinanden frem og tilbage i kampen om vores by. Hver gang en ny gruppe kom, håbede alle på, at nu ville der blive fred. Men det blev der ikke. Skiftende bevæbnede grupper forsøgte at overbevise alle om at bakke op om dem. Til sidst begyndte de at banke på folks døre og tvinge mænd og drenge til at bakke op. Samtidig faldt økonomien fra hinanden. Der var ikke noget at leve af, og det var blevet for farligt at blive ved med at vente på freden. Vores familie flygtede i alle retninger.
Subhi endte i Libanon. Jeg i Danmark. Tager man flyet, er der fire timer mellem os. Men Subhi kan ikke få lov at besøge mig her, og jeg kan ikke komme til Libanon, og det er fuldstændigt udelukket at mødes i Syrien.
Ali og Subhi går tur i Beiruts gader
Fordrevet
Krigen i Syrien har sat sig dybe spor. Efter syv års konflikt er mere end 6 millioner mennesker internt fordrevne, og mere end 5 millioner syrere, heriblandt 2,5 millioner børn, lever som flygtninge i Tyrkiet, Libanon, Jordan, Irak og Egypten.
Her kæmper de med fattigdom, høje leveomkostninger, få muligheder for at skabe sig et levebrød og svindende opsparinger. Over 90 procent af de syriske flygtningefamilier i Libanon og omkring 50 procent af flygtningefamilier i Jordan er ramt af fødevareusikkerhed.
UNICEF hjælper med økonomisk tilskud til bl.a. vintertøj. De allerfattigste får månedlig støtte, der bidrager til husholdningen og sikrer, at de har råd til at sende deres børn i skole.
Læs mere om de Syriske børns behov her og HAC rapporten om Syriske børn
Derfor har al kontakt mellem os de seneste fem år bestået i endeløse telefonsamtaler, Facebookbeskeder og chats. Jeg har nærstuderet hans Facebook-billeder for at finde ud af, om han har det så godt, som han forsikrer mig om. Mener han det virkelig, når han siger, at han ikke savner at drømme om fremtiden, fordi der er så meget at gøre i nutiden? Bliver han ked af det, når jeg fortæller om mine drømme om uddannelse og om vennerne på efterskolen? Om at jeg tager kørekort og skal i praktisk som flymekaniker. Er han glad for at arbejde hos autolakøren fra tidlig morgen til sen aften, så han kan sende penge hjem til sin familie i Syrien, eller tør han bare ikke gå nye veje, fordi alt for meget er på spil, hvis han ender uden job? Jeg har hele tiden den der fornemmelse af, at han måske ikke fortæller mig alt, fordi han vil skåne mig.
Jeg har ikke selv penge til at hjælpe ham med at få enderne til at mødes, så for nylig lavede jeg en indsamling til UNICEF, som hjælper børn og unge i Syriens nærområder. Folk var søde til at hjælpe, og faktisk endte nogle af pengene hos Subhi, der fik hjælp til at købe vintertøj og sko. Er der mere, jeg kan gøre for ham? Det er svært at mærke hinanden, når der er tusinder af kilometer mellem os.
Som en tønde Red Bull
I årevis har jeg drømt om at besøge ham. Alle med en smule forstand på visum-regler, har fortalt mig, at det er rent dagdrømmeri. Men så for nylig lykkedes det pludselig. Af kringlede veje fik min far og jeg visum til Beirut. Vi fik lov at være der i 36 timer. Pludselig skulle jeg også hjem til jul. Libaneserne vil sikkert rynke på næsen, når jeg siger det, men Libanon er det tætteste, man kommer på Syrien, efter at krigen har hærget det Syrien, der var engang.
Jeg skulle hjem til familien. Til den velkendte dialekt, lugtene og lydene, der lægger sig omkring en som en dyne af tryg barndom. Midt i det hele var Subhi. At se ham var som at drikke en tønde Red Bull – fra vi mødtes, til vi skiltes 36 timer senere, var det umuligt for os at sove. Det ville have føltes som spild af tid. I stedet sad vi midt om natten og skrålede med på evergreens af Sabah Fakhri, Syriens svar på Kim Larsen. Og selv om jeg havde proppet mig med humus og lam, klemte vi en traditionel syrisk kebab ned midt om natten på en grillbar.
I kampen for at overleve er mange syriske flygtningefamilier tvunget til at tage deres børn ud af skolen og sende ud at på arbejde. Arbejdsopgaverne er ikke sjældent skadelige for børnenes helbred.
UNICEF’s bidrager til at løse problemerne bl.a. gennem bl.a. uddannelsestilbud og økonomisk hjælp til udsatte familier.
Økonomiske trængsler og frygten for overgreb får også mange familier til at gifte deres døtre bort, før de er voksne. I flere nærområder involverer hvert tredje syriske ægteskab et barn under 18 år.
UNICEF sørger for at holde pigerne i skole, og for at forældrene får økonomiske muligheder for at bakke dem op.
Voksen før tid
Krigen havde gjort Subhi voksen. Han viste rundt i den lejlighed, han deler med sin bror og hans 17-årige gravide kone. Det var hurtigt overstået. Der var 30 m2 til tre mennesker. De havde boet fem mennesker i den på et tidspunkt, så han lever nærmest i luksus nu. Ikke mindst i forhold til mange af de andre syrere i Libanon, der bor i uopvarmede telte på private marker i Udkants-Libanon.
Han mente dog, at det nok ville blive lidt trangt, når babyen kommer til april. Vi glæder os over det lille nye liv, der er på vej. Min fætters kone indrømmede, at hendes familie ville have ønsket, at hun var blevet lidt ældre inden bryllup og babymos, men da hendes familie blev ramt af sygdom, blev det for farligt for hende at blive i Syrien. De mange soldater i området har det med at tage for sig af unge piger, der ikke har familie til at beskytte sig, så valget var enkelt. Enten skulle hun gifte sig lidt for ung med en mand, familien selv havde valgt, eller også skulle hun gifte sig lidt for ung med en, de aldrig ville have valgt. Krigen har gjort hende voksen før tid, ligesom hundreder af tusinder af andre unge syriske piger. Tidlige ægteskaber var ikke var en del af traditionerne i Syrien før krigen.
Jeg besøgte Subhis arbejdsplads, hvor han fiksede ridser og buler i biler med kemikalier, der var markeret med dødningehoveder. Man bliver rundtosset af dampene, men de generede ikke Subhi. Han brugte ikke engang handsker, for ”så kan man jo ikke mærke om lakken er helt glat”, forklarede han. Som mange andre flygtningebørn må han tage det arbejde, han kan få, uanset om det er farligt.
Jeg er stolt af Subhi. Pengene fra hans arbejde, giver hans forældre og søskende mad på bordet i Syrien. Han kæmper for at give sin ufødte nevø de bedst mulige rammer. Mens jeg slider for fremtiden i skolen, slider han for nutiden på autoværkstedet. Jeg ville ønske, at der havde været hjælp nok i nærområderne til at støtte hans familie så meget, at han i stedet kunne have gået i skole. Havde jeg samlet endnu flere penge ind til ofrene for krigen i Syrien, kunne han måske have fået mere end nye vinterstøvler. Måske en uddannelse?
Måske ses vi om 50 år
”Vi ses snart igen,” sagde Subhi til mig, lige før taxaen afgik mod lufthavnen. ”Måske om fem år, måske om 50 år. Måske hvis der bliver fred i Syrien.” Jeg nikkede.
Da vi mellemlandede i Istanbul forsøgte min farbror, der er flygtet til Tyrkiet, at mødes med os, men vi havde ikke visum til Tyrkiet, og han kunne ikke komme ind i transfer-zonen uden billet. Han stod under 100 meter fra os, men vi så aldrig hinanden. Der er uendeligt mange grænsebomme i flygtningefamilier.
Jeg var ked af det i flyet hjem. Mødet med Subhi måtte godt have varet et par uger. Men da vi gik igennem paskontrollen i Kastrup, sagde betjenten i lugen: ”Velkommen hjem, Ali”. Jeg blev glad. For han har ret. Jeg var kommet hjem en gang til. Jeg kan nemlig også rigtig godt lide den danske udgave af Kim Larsen. ”Kvinde Min” får også mig til at smile.
Jeg ved godt, at man i Danmark har travlt med at diskutere og sætte rammer for os flygtninge og det liv, vi kan leve her. Men selv om bølgerne går højt, vil jeg gerne sige, at jeg er dybt taknemmelig for, at Danmark har givet mig muligheden for at bygge et liv. Krigen i Syrien har stjålet halvdelen af min barndom og en god bid af min ungdom. Man bliver alt for hurtigt voksen, når krigen rammer – også selv om man ender i Danmark. Man føler et tungt ansvar for at bruge sit liv rigtigt, når man har klaret den ud af en krigszone. Det gode er, at i Danmark har jeg i det mindste mulighed for at skabe mig en fremtid.
Det er ikke hvert år man kommer hjem til jul, men i år lykkedes det for mig. Endda to gange på 36 timer.
Første møde - Ali og Subhi
Giv Syriens børn en fremtid
Støt nuTeksten har tidligere været bragt i Politiken.
Du kan læse mere om Ali her