UNICEF hjælper børn ramt af jordskælvet i Indonesien
/ AFP PHOTO / Bay ISMOYO
UNICEF er lige nu i fuld gang med at hjælpe ofrene for det kraftig jordskælv, som fredag rystede Sulawesi i Indonesien og sendte en tsunami af vandmasser ind over øen og igennem byen Palu.
Ødelæggelserne er katastrofale. Og tabstallene stiger og stiger.
De indonesiske myndigheder har bekræftet, at 844 mennesker har mistet livet, at 632 er sårede, 48.025 drevet fra deres hjem og 90 stadig savnede fra og med 1. oktober. Op til 1,5 million mennesker kan være påvirket af katastrofen. Det er sandsynligt, at tallene vil fortsætte med at stige efterhånden som det bliver muligt at få adgang til flere områder og efterhånden som myndighedernes undersøgelser skrider frem.
Som tallene over omkomne, sårede og hjemløse stiger, bliver det enorme behov for hjælp kun mere og mere tydeligt.
UNICEF hjælper børn ramt af katastrofen
UNICEF er på plads og hjælper børn ramt af jordskælv og vandmasser i Sulawesi. Det fortæller Amanda Bissex, UNICEF-repræsentant i Indonesien:
”UNICEF i Indonesien gør alt, hvad det kan, for at hjælpe børn og familier i nød i Palu, Donggala og andre ramte områder i Sulawesi. Men behovene for hjælp stiger, og situationen er fortsat akut. Mange børn har mistet deres kære og alt, som var velkendt i deres liv, og de vil have brug for hjælp til at komme tilbage til en form for normalitet så hurtigt som muligt. I tiden efter denne dødbringende katastrofe samarbejder vi med myndighederne om at genforene børn med deres familier, hjælpe med ernæringen af nyfødte og små børn, sørge for rent vand gennem mobil vandrensning og om at hjælpe børn med at komme sig”.
Tre dage efter jordskælvet og den efterfølgende tsunami er situationen stadig ekstremt risikabel for titusinder af børn i de ramte områder, og børn i Palu, Donggala og andre ramte områder på Sulawesi har brug for akut hjælp for at komme sig.
Vi er i stand til at rykke hurtigt ud, for vi var allerede var på plads med forsyninger i området.
Indonesien befinder sig i et aktivt jordskælvsområde, og derfor havde vi på forhånd placeret forsyninger i tilfælde af et nyt jordskælv. Derfor var vores lagre i området klar, da katastrofen ramte.
Vores katastrofefolk samarbejder med myndighederne, og vi hjælper de mange børn og familier, som er ramt af katastrofen. Vores indsats fokuserer på, at:
- Genforene børn med deres familier. UNICEF er klar til at hjælpe med at opspore familier til de børn, som blev væk fra deres forældre, da tsunamien ramte.
- Sørge for mad til de yngste og mest sårbare børn. Mange børn i Sulawesi regionen var i forvejen underernærede, og nu truer katastrofen med at forværre situationen. Vi samarbejder med Indonesiens sundhedsministerium om at sikre mad til nyfødte og små børn og hjælpe ammende mødre.
- Sikre rent vand. Adgang til rent vand og ordentlig sanitet er helt afgørende for at forhindre spredning af sygdomme i kølvandet på en katastrofe af dette omfang. Derfor ruller vi ud med mobile vandrensningsanlæg til områder, hvor vandforsyningen er ødelagt.
- Give omsorg og beskyttelse til traumatiserede børn. Vores erfaring siger, at katastroferamte børn kommer sig bedre, når vi sætter hurtigt ind med psyko-social førstehjælp. Vi etablerer også børnevenlige områder, hvor de kan lege og hjælper dem tilbage i skole så hurtigt som muligt.
Du kan støtte vores hjælpearbejde her.
Opdateret 2. oktober 2018