Tidligere børnesoldat:
"Jeg skulle bare købe bananer"

Hjem » Tidligere børnesoldat: “Jeg skulle bare købe bananer”

En ellers helt almindelig dag ændrede James liv

“De dræber mig, hvis de finder mig”.

Ordene kommer fra James, som har kigget sig over skulderen siden den dag, han flygtede fra en væbnet gruppe i Sydsudan.

Det hele startede for fire år siden i Yambio i det sydvestlige Sydsudan, da James en morgen begav sig ud for at købe bananer i byen Nzara, 16 kilometer væk.

Han købte en billet tur-retur, steg på bussen og sluttede sig til morgentrafikkens andre passagerer. Et par andre drenge som ham og nogle ældre passagerer.

For James var der intet usædvanligt ved den rejse. Han tog ofte turen til Nzara. Bananerne er billigere der, og han ville tage dem med tilbage til Yambio og sælge dem på markedet. Han tjente gode penge på de ture.

Men den dag nåede han aldrig de billige bananer i Nzara.

Bussen blev stoppet af en gruppe soldater, og alle blev beordret til at stige ud. Han og syv andre unge drenge blev ført ud i junglen. Kun de fire ældre passagerer blev tilbage i bussen.

Den dag forandrede hans liv for altid.

børnesoldater

Fanget i en væbnet gruppe

I de to første dage i fangenskab kunne han slet ikke spise.

“Jeg var alt for nervøs,” siger han, mens han viser de små ar på hans arme, hvor en soldat skar ham og gned aske ind i såret. Det var en del af hans optagelsesceremoni. Drengene fik en uges træning, og så fik de deres egne geværer, så de kunne plyndre og kæmpe.

Der skulle gå 3,5 år før James fandt en vej ud af sit liv som børnesoldat. Chancen kom en aften, hvor han overhørte en samtale om, at han skulle forflyttes. I ly af mørket forlod han gruppen og gik i tre dage.

 

Vejen tilbage til livet

Siden den dag har han kigget sig over skulderen. Han lever i evig frygt for at blive fundet og ført tilbage til gruppen. Hvis det sker, er han sikker på, at han vil blive dræbt.

Kort efter hans flugt hørte han om andre børn som ham selv, der var blevet frigivet og fik hjælp i Yambio. Nu går han på et erhvervsfagligt center, hvor han bliver oplært i elarbejde.

Centret bliver støttet og drevet af UNICEF og partnere med hjælp fra bl.a. Det Obelske Familiefond, og 106 børn bliver lige nu undervist i byggeri, tømrerarbejde, skrædderarbejde og elarbejde.

Centret hjælper mange børn i området, især de mest sårbare. Undervisningen, og det daglige fremmøde på centret, hjælper børn med at genvinde en følelse af normalitet og hjælper dem med at komme igennem deres traumer.

Som så mange andre børn på centret har James startet sin vej tilbage til samfundet og et normalt børneliv. Gennem UNICEF modtager han også psykosocial støtte, så han kan bearbejde de traumatiske oplevelser, som han har været udsat for som børnesoldat.

Han skulle bare købe bananer. Men nu er han langt om længe tilbage på sporet og på vej mod et nyt liv.

Tidligere børnesoldat får erhvervstræning på Tindako Vocational Training Centre, Yambio, Sydsudan

James er i dag på vej mod et normalt og trygt liv igen på et erhvervsfagligt UNICEF-center støttet af Det Obelske Familiefond. På centret lærer 106 børn som drengen Andrew her at bygge, bliver oplært i elarbejde og får psykolsocial støtte efter årene som børnesoldater.
© UNICEF/2018

Tidligere børnesoldat får erhvervstræning på Tindako Vocational Training Centre, Yambio, Sydsudan

James får undervisning i elarbejde. En vigtig del af centrets arbejde for at støtte børn som James til at få et godt liv er at give børnene nogle erhvervsfaglige færdigheder, så de i fremtiden kan få et job og en stabil indtægtskilde.
© UNICEF/2018

Dansk fond hjælper børn som James

I år er mere end 900 børn som James blevet frigivet fra væbnede grupper i Sydsudan som en del af forhandlede frigivelser organiseret af UNICEF og partnere.

Tidligere børnesoldaters vej tilbage til livet bliver støttet af Det Obelske Familiefond med 4 millioner kroner i året 2018-2019. Fonden støtter børn som James, og projektet i 2018 har indtil videre sikret:

  • 596 frigivne børn er blevet hjulpet efter frigivelsen, og næsten alle børn er blevet genforenet med deres familier. Under 10 børn er kommet i pleje.
  • Etablering af 6 Youth Centres, hvor børn kan få psykosocial støtte.
  • 1.377 frigivne børn modtager psykosocial støtte, som er med til at sænke deres tillærte aggressivitet og voldelige adfærd og mindske deres sorg og stress.
  • 104 af de ældre børn modtager oplæring i et erhverv for at kunne skabe sig en indkomst.