UNICEF-medarbejder i Somalia:
Afrika har brug for tålmodighed

Skrevet af Jesper Møller, UNICEF Somalia

Jeg arbejder på et af de tørreste steder: Somalia, hvor disse billeder er taget. Alligevel fyldes jeg med ambivalente følelser, når snakken falder på humanitær bistand. For internationalt doneres flere og flere bistandsmilliarder til at slukke brande i krisesituationer, og det hjælper sjældent i det lange løb. Katastroferamte samfund forbliver svage, og så rammer næste katastrofe.

Lad mig give et eksempel. I løbet af de seneste år har ca. 250.000 internt fordrevne sig ned i interimistiske lejre ved byen Baidoa i Somalia. Det var en enorm opgave at sikre dem basale fornødenheder. Især adgangen til vand var en udfordring. Baidoa var allerede selv plaget af tørke, og det blev ikke bedre af, at indbyggertallet næsten blev fordoblet. Så UNICEF og vores partnere kørte kæmpestore lastbiler med vand frem til de tørstende. Literprisen er høj, så det skulle være en midlertidig løsning.

I dag sidder flygtninge stadig i lejre. Lastbilerne kører fortsat i pendulfart. Million efter million går til simpel transport. Det til trods for, at UNICEF har planer for, hvordan man kan grave brønde og anlægge vandledninger, der ikke alene forsyner flygtningelejrene, men også sikrer forsyning til Baidoa, der forventes at vokse voldsomt de kommende år.

Frem med gravemaskinerne. Ind med ingeniørerne. Hvorfor går vi ikke i gang? Svaret er, at vi ikke kan finde donorer, der vil sætte deres penge i den slags langsigtede investeringer.

En af de donorer, der finansierer vandtransporterne giver så mange penge, at man med en enkelt af deres donationer ville kunne betale halvdelen af en permanent vandforsyning. Men når vi beder om lov til at prioritere langsigtet, får vi nej. Pengene er fra højeste politiske sted afsat til humanitær bistand. Det er alt for omstændigt at lave om på.

Samtidig svækkes lysten til langsigtede investeringer af forestillinger om, at de lokale ikke kan finde ud af at vedligeholde de smarte nye løsninger. Brønden sander til, sundhedsklinikken løber tør for udstyr, man glemmer at passe solcellerne til strømforsyningen.

Det er og bliver en myte. Jeg har set masser af eksempler på, hvordan vedligeholdelsesopgaven klares lokalt, og endda bidrager til erhvervsudvikling og til at skabe job, der så igen løfter lokalsamfundets økonomi. I byen Dolo i Somalia lykkedes f.eks. at lave et velfungerende vandsystem, der vedligeholdes i et samarbejde mellem private og offentlige aktører. Det giver fast arbejde, og overskuddet i systemet er så stort, at det finansierer gratis vand til områdets skoler og sundhedsklinikker.

I Dolo lykkedes det at bygge broen mellem den kortsigtede og langsigtede indsats. Det vil vi gerne gøre endnu mere. Men vores ønske om at tænke langsigtet strander også på, at donorerne ønsker at se hurtige, håndgribelige resultater. Det er nemmere at rapportere, at man har leveret mad og telte til millioner af katastroferamte, end at forklare det gavnlige i, at man har postet millioner i f.eks. at forsøge at opbygge uddannelsessektoren. Hvorfor give dem uddannelse, når økonomien er i knæ, og der alligevel ikke er job? Den slags spørgsmål lyder logiske, men reelt er de udtryk for en omgang hønen og ægget. Investerer vi ikke i langsigtede goder som uddannelse, retter økonomien sig aldrig.

Den populære forestilling om, at erhvervslivets investeringer i Afrika kan trække væksten frem er urealistisk, hvis ikke man bygger en stærk offentlig sektor i landene. Den private sektor kan sikkert blive en vigtig spiller, men lige nu er det bedste, virksomhederne kan gøre, at betale deres skat.
Det er et langt, sejt træk at bygge skrøbelige samfund stærke. Men det betaler sig. Se til Vietnam. Da landet lå i ruiner efter krigen, erklærede Ho Chi Minh, at man skulle satse alt på uddannelse. I dag er Vietnam et mellemindkomstland. Det kan Somalia også blive.

Somalias regering tror på projektet. Her udvikler man for tiden en Vision 2040, der skal ligge grund for udviklingen af landet. Hvis de internationale donorer udviste samme tålmod og turde satse millioner af kroner, kunne planerne måske blive til virkelighed. Det kræver, at man indser, at det ikke kommer til at tage et par år, men årtier, og at det er ok. Det tog trods alt lande i vores del af verden et par hundreder år at gå fra bondesamfund til moderne industrisamfund. Kunne vi ikke onde nogle af de mest udsatte og sårbare afrikanske lande et par årtier til at forvandle sig fra klansamfund til moderne samfund?

Danmark er allerede god til at gå forrest og bygge bro mellem kriseindsats og langsigtet indsats. Jeg drømmer om, at alle gør det i stigende grad, og at vi kan vise andre, at gevinsten er stor. Ikke kun for Afrika, men også for de europæiske ledere, der presses af migrantbådene. Der sidder mennesker på jagt efter en fremtid. Tænker vi langsigtet, behøver de ikke stævne ud for at finde den.