H&M støtter UNICEF
med ny fredskollektion

Hjem » H&M støtter UNICEF med ny fredskollektion

UNICEF Peace Collection

Skrevet 13. apr 2018 af Mads Nørgaard-Larsen

”Hvor der er kærlighed, er der liv”. Det og flere andre smukke og håbefulde budskaber vil i starten af næste uge møde H&M’s mange kunder, når en ny kollektion af t-shirts med støtte til UNICEFs katastrofearbejde rammer butikkerne.

Kollektionen har fået navnet ”UNICEF Peace Collection”, og ordene, der pryder de flotte t-shirts, kommer fra inspirerende og verdensberømte rollemodeller som Gandhi, Frida Kahlo og Astrid Lindgren. Salget af t-shirtsene i kollektionen skal nu være med til at gøre en forskel for verdens udsatte børn gennem UNICEF, og citaterne er langt fra tilfældigt udvalgt, fortæller H&M’s bæredygtighedschef, Anna Gedda:

”Vi vidste, at vi gerne ville bruge citater med et positivt og håbefuldt budskab, hvor inklusion, kærlighed og lighed er de overordnede temaer. Citaterne er enkle, men også stærke. De er i sandhed ord at leve efter”.

H&M har siden indgåelsen af et globalt partnerskab med UNICEF i 2004 været en af UNICEFs allermest trofaste partnere og har lanceret en stribe kollektioner og aktiviteter for at støtte UNICEFs arbejde for verden udsatte børn.

Også denne gang går donationen til UNICEFs arbejde for børn i nød – mere præcist til UNICEFs arbejde i katastrofesituationer og humanitære kriser over hele verden. For hver t-shirt, der bliver solgt, går 10 procent af prisen til at støtte UNICEFs katastrofearbejde. For det beløb kan UNICEF f.eks. give et underernæret barn en dags livreddende jordnøddemos, sørge for 16 pakker pulver til behandling af børn, der er syge af diarré og kolera, skaffe 300 vandrensningstabletter – nok til at rense 1.500 liter vand – og sørge for kladdehæfte og blyant til tre børn.

Og lige netop UNICEFs katastrofearbejde har aldrig været vigtigere, fortæller kommunikationschef i UNICEF Danmark, Line Grove Hermansen:

”Alt, alt for mange børn har stadig brug for akut hjælp. Vi står i øjeblikket overfor flere alvorlige katastrofer. Krigen i Syrien, flygtningekrisen, situationen for rohingyaerne fra Myanmar, konflikterne i Sydsudan og sult på Afrikas Horn er eksempler på nødsituationer, hvor der i år er et stort behov for UNICEFs hjælp, og derfor er støtten fra H&M yderst velkommen”.

Donationerne fra salget af t-shirts fra H&M’s fredskollektion vil blandt andet gå til at behandle børn for akut underernæring, til vaccinationer, til at sikre børn og deres familier rent drikkevand og til at sørge for, at børn kommer i skole.

”Vi mener, at vi som en global virksomhed har ansvaret for at skabe opmærksomhed om UNICEFs vigtige arbejde. En del af dette arbejde omhandler børn i nød, hvortil donationen fra denne kollektion går,” siger H&M’s bæredygtighedschef, Anna Gedda.

UNICEF er verdens førende børneorganisation og arbejder i mere end 190 lande og territorier for at sætte børnene først. Alene i 2017 satte UNICEF ind over for flere end 300 katastrofesituationer. Og når krisen rammer, er UNICEF til stede – både under og efter – for at hjælpe de børn, der har allermest brug for det.

Vil I indgå i et partnerskab med UNICEF?

Kontakt os nu