UNICEF hjælper virksomheder
med at skabe mening

Hjem » ”UNICEF hjælper virksomheder med at skabe mening”

Børnekonvention på dagsordenen

Skrevet 04. apr 2018 af Susan Knorrenborg

Direktør i Neumann Consulting, Sandor Neumann, er blevet genvalgt til UNICEF Danmarks bestyrelse. Han bor i Holte og har mange års erfaring fra medie-, strategi- og reklamebranchen, og driver i dag sin egen virksomhed. Tidligere har han bl.a. været marketingdirektør hos SBS Discovery Media og kontaktdirektør i marketing- og kommunikationsvirksomheden Brandhouse.

I sit hidtidige arbejde som ulønnet bestyrelsesmedlem for UNICEF Danmark har han i høj grad trukket på sin faglige baggrund, især i forhold til at udvikle nære samarbejdsrelationer med erhvervspartnere:

”UNICEF er virkelig god til at hjælpe andre virksomheder med at skabe mening – både i forhold til deres brand udadtil og indadtil i forhold til medarbejderne. Når man samarbejder med UNICEF, oplever man meget konkret, at man er med til at skabe en bedre verden,” siger Sandor Neumann.

I det kommende bestyrelsesarbejde glæder Sandor Neumann sig især til en bestemt marketingsudfordring: At sætte FN’s Børnekonvention endnu mere på dagsordenen i Danmark.

”Jeg er vild med Børnekonventionen. Faktisk burde man have den udleveret sammen med dåbsattesten. Den burde være pensum på alle læreanstalter,” siger han. ”Men i Danmark har vi en tendens til at tro, at vi lever i det perfekte samfund. Vi glemmer, at vi har også udsatte børn; børn, der ikke bliver hørt; børn, der bliver mobbet. Derfor har alle godt af at blive husket på, at børn faktisk har rettigheder.”

Sandor Neumann ”UNICEF hjælper virksomheder med at skabe mening”

Direktør i Neumann Consulting, Sandor Neumann, er blevet genvalgt til UNICEF Danmarks bestyrelse.