For Syriens krigsramte børn
var 2017 det værste år nogensinde

Hjem » For Syriens krigsramte børn var 2017 det værste år nogensinde

Konflikten i Syrien fortsætter

Skrevet 12. Mar 2018 af Mads Nørgaard-Larsen

Ekstrem og vilkårlig vold dræbte sidste år det højeste antal børn i Syrien-krigen nogensinde – 50 procent flere end i 2016.

Konflikten i Syrien fortsætter ufortrødent, og i 2017 nåede krigen en trist rekord. Det var året, hvor flest børn mistede livet som konsekvens af den krig, der har hærget siden 2011.

Det fortæller nye tal fra FN’s børneorganisation UNICEF, som bliver offentliggjort i anledning af 7-året for konflikten I Syrien. Flere og flere børn omkommer i vilkårlige angreb i tæt befolkede områder, og børn udgør nu en fjerdedel af alle drab på civile.

Sidste år blev over 360 børn såret – og mange efterladt med handicap – og mange hundreder blev dræbt. Det er alene de tal, som FN har været i stand til at bekræfte. De reelle tal er sandsynligvis desværre meget højere.

Men årsskiftet har ikke bragt fred og sikkerhed til børnene i Syrien, hvor fare for mange er en del af hverdagen. Alene i de to første to måneder af 2018 blev 1.000 børn dræbt eller såret.

”Børns beskyttelse burde altid være det absolut vigtigste for alle. Det er ubærligt og uacceptabelt at opleve situationen for Syriens børn gå fra urimelig til katastrofal. Alle konfliktens parter har et stort ansvar. Skoler, hospitaler og legepladser skal være sikre steder, og ikke bombemål, som de er lige nu. Vi opfordrer alle parter til at sikre humanitære organisationer adgang, så vi kan give børnene mad, vand og få dem i sikkerhed,” siger UNICEF Danmarks kommunikationsdirektør Line Grove Hermansen.

En særlig udsat gruppe, som UNICEF har fokus på, er krigsramte børn, der må leve videre med handicap på grund af bomber, miner og snigskytter.

Krigsskadet pige i rullestol skriver på tavlen
Børn med handicap har brug for støtte og behandling. Uden adgang til særlig hjælp, både akut og på den lidt længere bane, f.eks. ved at kunne sikre børnene proteser eller kørestole, risikerer de at blive isoleret, forsømt og stigmatiseret.

I Syrien har de mange angreb på sundheds- og uddannelsesfaciliteter kraftigt reduceret sundheds- og uddannelsessystemets ydeevne. I 2017 kunne FN bekræfte 175 angreb på henholdsvis uddannelses- og sundhedsfaciliteter

  • 3,3 mio. børn inde i Syrien bliver udsat for farer forbundet med landminer, ueksploderet krigsmateriel og improviserede sprængladninger.
  • Over 1,5 mio. mennesker lever med krigsrelaterede skader og handicap, herunder 86.000 mennesker, som har mistet lemmer.
  • 80 procent af skaderne hos syriske flygtninge i Libanon og Jordan er en direkte konsekvens af krigen.
  • Mangel på adgang til medicinsk og psykologisk behandling har forlænget eller forværret skader blandt mange børn.

Giv Syriens børn en fremtid

Støt nu