UNICEF beder verden om 3,6 mia. USD

Hjem » UNICEF beder verden om 3,6 mia. USD

Skrevet d. 29. januar 2018 af Jakob Colville-Ebeling

Appel om hjælp til verdens børn

Verden bliver et stadigt værre sted for børn. Én ud af fire børn i verden bor nu i et land, der er ramt af konflikt eller katastrofe. Det fremgår af den appel om katastrofebidrag, der kommer i forbindelse med offentliggørelsen af UNICEFs årlige rapport ”Humanitarian Action for Children 2018”.

Appellen giver et overblik over den humanitære situation i verdens kriseramte lande, hvor børn er en særligt udsat gruppe. I januar 2017 bad UNICEF om 3,3 mia. USD, og i år er behovet steget, så nu beder UNICEF om 3,6 mia. USD, der skal hjælpe 48 millioner børn i 51 katastroferamte lande. Der er især i lande som Syrien, Yemen, DR Congo og Sydsudan at behovet er stort.

”Børn kan ikke vente på, at krigen slutter eller krisen forsvinder. Millioner af børn i katastroferamte lande har brug for livreddende indsats, som det internationale samfund bør tage ansvaret for,” siger kommunikationsdirektør Line Grove Hermansen. UNICEF er klar til at levere nødhjælpen. Blandt andet står organisationen for over halvdelen af al den hjælp i katastrofer, der retter sig mod at sikre rent vand, sundhed og hygiejne. En del af hjælpen udgår direkte fra København, og tirsdag morgen pakker UNICEF på Verdenslageret udstyr til at bekæmpe den dødelige vandbårne sygdom kolera i Yemen.

”Vi ved, hvad der skal til for at redde børns liv i katastrofer. Og vi er klar til at levere hjælpen. Nu mangler vi bare finansieringen, ” lyder det fra UNICEFs kommunikationsdirektør.

I vinteren 2018 kom sneen igen til de flygtningelejre, hvor de syriske flygtninge tilbringer endnu en vinter.
Børn kan ikke vente på, at krigen slutter eller krisen forsvinder. Millioner af børn i katastroferamte lande har brug for livreddende indsats, som det internationale samfund bør tage ansvaret for.

Line Grove Hermansen, kommunikationsdirektør i UNICEF Danmark

Støtte fra Danmark

Den danske regering støttede i 2017 UNICEF med mere end 276 millioner kroner. Heraf gik 85 mio. kr. direkte til UNICEFs humanitære indsatser i bl.a. Yemen, Somalia, Nigeria og Mali. På verdensplan er den danske regering den 5. største donor af såkaldt tematisk humanitær støtte. ”Vi er utroligt taknemmelige for, at den danske regering har valgt at støtte vores arbejde med et stort beløb i 2017. Det håber vi selvfølgelig, at regeringen vil fortsætte med at gøre, så de nødstedte børn får den livsvigtige hjælp, de har brug for, ” siger Line Grove Hermansen. Også den danske befolkning bidrager gennem private donationer på fornemste vis til UNICEFs arbejde. Set i forhold til antallet af indbyggere er Danmark også i private bidrag på en top 5 i verden.

Så mange børn hjalp UNICEF i de første ti måneder af 2017 på udvalgte områder

  • 29,9 mio. børn fik adgang til rent drikkevand.
  • 13,6 mio. børn blev vaccineret mod mæslinger.
  • 5,5 mio. børn fik adgang til undervisning.
  • 2,5 mio. børn modtog behandling for akut underernæring.
  • 2,8 mio. børn modtog psykosocial traumebehandling.
8-årige Huda henter vand fra en UNICEF-støttet vandtank i Aleppo, Syrien.

29,9 millioner børn fik adgang til rent drikkevand i 2017.
© UNICEF/2016/Al-Issa

Et barn ramt af sult venter på at modtage behandling i DR Congo

2,5 millioner børn blev behandlet for underernæring i 2017.
© UNICEF/2017/Dubourthoumieu

Cox's-Bazar

5,5 millioner børn fik adgang til undervisning i 2017.
© UNICEF/2018/Sujan

Så mange børn sigter UNICEF efter at kunne hjælpe med sin appel

  • at forsyne 35,7 mio. mennesker med adgang til rent drikkevand.
  • at give 8,9 mio. børn adgang til undervisning.
  • at vaccinere 10 mio. børn mod mæslinger.
  • at give psykosocial traumebehandling til 3,9 mio. børn.
  • at behandle 4,2 mio. børn for akut underernæring.

 

For yderligere oplysninger, venligst kontakt

  • Jakob Colville-Ebeling, Public Affairs Manager, je@unicef.dk, tlf. 61656195.
  • Line Grove Hermansen, kommunikationsdirektør, lghermansen@unicef.dk, tlf. 3527382.

Støt UNICEFs arbejde for alle verdens børn

støt nu