IKEA sætter fokus på
børns tryghed, trivsel og leg

Hjem » IKEA sætter fokus på børns tryghed, trivsel og leg

Bløde bamser designet af børn udløser donation til UNICEFs Rettighedsskoler

Skrevet 02. nov 2017 af Ditte Hartvig

For andet år i træk sætter IKEA og IKEA Foundation fokus på vigtigheden af leg i den internationale velgørenhedskampagne ’Let’s Play for Change’, der opfordrer til at skabe et bedre hverdagsliv igennem leg.

Mange børn rundt omkring i verden mangler trygge ramme til at lege og udvikle sig i, og IKEA Foundation giver derfor 335 millioner kroner til UNICEF og fem andre internationale organisationer, som hjælper nogle af verdens mest sårbare børn med at lege sikkert og udvikle sig i trygge rammer.

Fantasidyr styrker danske rettighedsskoler

– Udover den globale donation fra IKEA Foundation udløser salget af bløde bamser fra kollektionen SAGOSKATT, som er designet af børn til børn, en national donation til UNICEF. I alt deltog op mod 70.000 børn sidste år i tegnekonkurrencen, hvor de bedste tegninger af fantasidyr blev gjort til virkelige tøjbamser af IKEA, siger Jonas Engberg, Sustainability Manager i IKEA Danmark.

Hver gang et fantasitøjdyr bliver solgt i et dansk IKEA varehus, går 10 kr. til UNICEFs arbejde med Rettighedsskoler i Danmark. På en Rettighedsskole lærer eleverne om og indgår i et fællesskab baseret på værdierne i FN’s børnekonvention. IKEA finansierer udviklingen af 12 rettighedsskoler, samt det Nationale Rettighedsråd, og de første fem skoler er allerede i gang med arbejdet i Gentofte, Taastrup, Odense og Aalborg.

– Danske børns kendskab til egne rettigheder er det laveste i Norden. Og det er vi i fuld gang med at ændre på sammen med IKEA. Vi ved, at skolens trivsel højnes, og at eleverne bliver både gladere, stærkere og bedre til at løse konflikter, hvis de kender deres egne rettigheder. Derfor arbejder vi målrettet på at udbrede UNICEF Rettighedsskoler til hele landet, og i de bestræbelser er støtten fra IKEA og IKEA’s kunder helt uundværlig, siger Anne Mette Friis, Børn- og ungechef i UNICEF Danmark.

– Alle børn har ret til at lege. Desværre er det langt fra alle steder i verden, det er en selvfølgelighed. Hos IKEA tror vi på, at leg udvikler os, gør os bedre til at samarbejde og sætter gang i vores nysgerrighed. Leg er med andre ord med til at skabe et bedre liv for de mange mennesker. Derfor er vi glade for at støtte børns rettigheder til at være børn og lege, siger Jonas Engberg.

’Let’s Play for Change’ er en flerårig, international velgørenhedskampagne, hvor IKEA og IKEA Foundation støtter børns ret til at lege.

Partnere i kampagnen ’Let’s Play for Change’ er:

  • Handicap International
  • Red Barnet
  • Special Olympics
  • Room to Read
  • War Child
  • UNICEF