Ny rapport: Flere
mennesker sulter
815 millioner mennesker sulter
Skrevet 15. september 2017 af Julie Troldborg
Efter et årti, hvor verden var ved at få bugt med sult, går det den forkerte vej igen.
Det viser rapporten The State of Food Security and Nutrition in the World 2017, som UNICEF står bag i samarbejde med blandt andre FN’s Fødevareprogram og WHO.
815 millioner mennesker verden over sulter. Det er 11 procent af verdens samlede befolkning – og det er 38 millioner flere end året før.

Konflikter og klimaforandringer får skylden
Den primære årsag til stigningen er klimaforandringer og konflikter, som gør det svært for familier at skaffe mad og vand og fastholde et minimum af indtægt. Rapporten viser, at omkring 155 millioner børn under fem år er underudviklede som følge af fejl- og underernæring, og at det største antal underernærede børn bor i konfliktzoner.
Dermed er bekæmpelse af sult en mere kompleks størrelse end som så; indsatsen handler i høj grad om at skabe fred og stabilitet i verden og have et stærkt fokus på klimaforandringernes konsekvenser.
Der blev erklæret decideret hungersnød i dele af Sydsudan i starten af 2017, og der er en høj risiko for, at det samme kan ske i det nordlige Nigeria, Somalia og Yemen.
Så mange sulter
– Asien: 520 mio.
– Afrika: 243 mio.
– Latinamerika og Caribien: 42 mio.