Dansk opbakning til
sultkatastrofe: 4,5 mio. kr.
Pengene går til at hjælpe børn ramt af sult
Skrevet 20. jun 2017 af Mads Nørgaard-Larsen
De kommende måneder bliver afgørende for børn i de fire lande, som netop nu er hårdest ramt af en sultkatastrofe. Derfor er den hjælp, UNICEF lige har kunnet sende af sted fra mange danskere, Danske Bank og Foreningen Roskilde Festival utrolig vigtig.
1,4 millioner børn er lige nu i fare for at dø af sult i Yemen, Nigeria, Sydsudan og Somalia i en sultkatastrofe, som samlet set er blandt de værste, verden nogensinde har set.
UNICEF vurderer, at i alt 22 mio. børn i de fire lande har brug for humanitær assistance. Behovet er derfor stadig stort, men især den seneste uge har de sultende børn fået en hjælpende hånd fra danskerne.
En sultkatastrofe kan ofte være svær at skabe opmærksomhed omkring; den kommer snigende – bliver værre og værre. Men børn dør, mens vi venter. Derfor er vi ekstraordinært taknemmelige for den støtte, som danskerne og danske virksomheder og fonde har givet. I løbet af sidste uge nåede vi hele 4,5 mio. kroner. Penge, der er hårdt brug for.
Donationerne er kommet fra mange privatpersoner, herunder radiolyttere fra NOVA, Radio 100, Pop FM, The Voice, myROCK og Radio Soft, Danske Banks kunder, der har købt Pondus-plakater og Foreningen Roskilde Festival, som har støttet med 500.000 kr. UNICEFs mål er at nå over 13 millioner børn i de fire sultramte lande i 2017.
”UNICEF hjælper børn ramt af sult med terapeutisk mad til behandling af underernæring, med rent vand og med vaccinationer til beskyttelse mod livsfarlige sygdomme. Hjælpen er meget vigtig – nu og på lang sigt. Så tusind tak til de danskere, fonde og virksomheder, der har støttet,” siger Line Grove Hermansen.