UNICEF Danmark for alle verdens børn

En dansk plan for en bedre verden

Skrevet 31. marts 2017 af Annika Lindgreen

En historisk dag for hele Danmarks indsats for en bedre og mere bæredygtig verden – ikke mindst for børnene. I FN Byen lancerede regeringen i dag handlingsplanen for FN’s 17 verdensmål. Det er et afgørende dansk skridt for at bidrage til målet om at udrydde fattigdom og skabe bæredygtig udvikling i hele verden i 2030.

Fra handlingsplan til virkelighed

Planen blev præsenteret af finansminister Kristian Jensen og udviklingsminister Ulla Tørnæs. De blev på scenen suppleret af to unge verdensmålsambassadører, der opfordrede ministrene til at inddrage unge i arbejdet for at realisere verdensmålene. Opfordringen gik rent ind hos finansministeren: ”Ja, vi vil ikke handle for unge, men med unge,” sagde Kristian Jensen, der nu er ansvarlig for at gøre handlingsplanen til virkelighed.

Godt nyt for UNICEF

UNICEF Danmark hilser handlingsplanen velkommen ”Vi glæder os bl.a. over, at ny dansk lovgivning fremover skal vurderes i forhold til verdensmålene,” udtaler Line Grove Hermansen, kommunikationsdirektør i UNICEF Danmark.

Regeringen har valgt fire prioritetsområder, og særligt Prioritet 2 – Mennesker er interessant set med UNICEF Danmarks perspektiv. Blandt andet er målsætning 18 om en øget trivsel for børn og unge samt udvikling og læring for alle børn i dagtilbud et område, som UNICEF rettighedsskoler adresserer og understøtter.

Samarbejde med civilsamfundet

I handlingsplanen lægges der stor vægt på vigtigheden af samarbejdet med civilsamfundet og erhvervslivet for at skabe bæredygtig udvikling i både Danmark og udviklingslandene. ”UNICEF Danmark ser store muligheder for at bidrage til dette samarbejde og udvikling til gavn for alle parter – ikke mindst de udsatte børn i Danmark og resten af verden,” afslutter Line Grove Hermansen.