
Rikke arbejder for UNICEF i Tanzania:
"Der bliver lyttet til os"
Skrevet d. 23. Feb 2017 af UNICEF Danmark
Hvorfor arbejder du for UNICEF i Tanzania?
Jeg har siden gymnasiet haft en enorm udlængsel, som kun er vokset med årene. Jeg har brugt al min ledige tid og alle mine penge på at rejse så meget, jeg kunne – primært i udviklingslandene. Den fattigdom og ulighed, jeg har set (og den malaria, diarré og ukomfortable forhold, jeg har mærket på egen krop) vakte for alvor min motivation og passion for at arbejde med udvikling. Hvor vi fødes og vokser op, er et rent lotteri, og jeg vil gerne arbejde for, at alle børn kan vokse op med de samme muligheder i livet.
Tanzania er et smukt, fredeligt land med en rig natur og med ydmyge, respektfulde, åbne og helt igennem fantastisk gode mennesker. Der er så meget potentiale for at skabe varige forandringer og forbedringer i tanzaniernes liv, og det er min motivation for at arbejde for UNICEF i Tanzania.
Hvad gør dig mest stolt ved at arbejde for UNICEF?
Da børn er fundamentet for vores fremtid, gør det mig stolt at arbejde for en organisation, der arbejder for børns rettigheder verden over, hvad enten det er i udviklingssammenhænge eller i humanitære kriser. Gennem mange års hårdt arbejde og store resultater har UNICEF altid en stol ved bordet og en stemme i selv de sværeste situationer, og derved er vi i den bedste position til at sørge for at beskytte børn og sikre alle børn en fremtid gennem uddannelse, sundhed og optimal udvikling.
Som en respekteret samarbejdspartner gør det mig stolt at kunne rådgive regeringen, NGO’er og sundhedspersonale i de områder, vi arbejder, og vide, at der bliver lyttet til det, vi siger – og ikke mindst handlet på det.
Hvor ser du mest konkret danskernes penge arbejde for børn i Tanzania?
Jeg ser helt konkret, hvordan simple input som ambulancer, adgang til rent vand, genoplivningsudstyr, medicin m.m. udgør forskellen på liv og død i kritiske situationer. For eksempel når det kommer til pleje af nyfødte og mødre i forbindelse med graviditet og fødsel og hjælp til børn i de første kritiske år af deres liv. F.eks. er UNICEF eneleverandør af terapeutisk mad og medicin til behandling af akut fejlernærede børn i Tanzania. Derved sørger vi for, at op imod 100.000 børn hvert år kan modtage livsreddende behandling, som de ellers ikke ville have fået.
Jeg ser også, hvordan vi igennem vores tætte arbejde med regeringen skaber langvarige ændringer i sundhedssystemet og øger den nationale kapacitet til at arbejde for bedre sundhedsforhold i Tanzania.
Er der en eller flere oplevelser, du kan fremhæve, som rørte dig og gjorde dig glad og stolt?
Jeg overværede en søndag en gudstjeneste i en af flygtningelejrene i den vestlige del af Tanzania. ’Kirken’ var et telt uden vægge, som var fuldstændig propfyldt, så folk stod langt uden for teltet og så med. Alle havde klædt sig på i deres fineste tøj og sang og dansede.
Det var rørende at se, hvordan mennesker bevarer troen, håbet og viljen til at klæde sig pænt på på trods af, at de er gemt væk i en øde afkrog af Tanzania, som er et kæmpe land på størrelse med Spanien og Portugal tilsammen. Det gør mig glad og stolt at se, hvordan vores arbejde er med til at give folk i meningsløse situationer noget at glæde sig over.

Rikke hjælper børn sammen med UNICEF i Tanzania.