Fyld et fly
- Forsyningerne
Skrevet 08. feb 2017 af Ditte Hartvig
Leg- og lær-kasse
Leg- og lær-kassen sørger for, at katastroferamte børn kan opleve glæden ved at lege og lære. Kassen indeholder legetøj nok til at sprede glæde og fællesskab blandt 50 børn. Den er også pakket med undervisningsudstyr til før-skolebørn, så børnene kan begynde at opleve glæden ved at lære. UNICEFs erfaringer viser, at leg giver børn en følelse af håb og glæde. Og det hjælper katastroferamte børn med at komme sig over sine traumatiske oplevelser.
School in a box
En af de vigtigste ting, vi kan gøre for børn i kriser og katastrofer, er at få børnene tilbage i skole. At skabe tryghed og rutiner i en kaotisk tilværelse er afgørende for børn, som er bange og plaget af traumer. UNICEFs school-in-a-box indeholder alt det undervisningsmateriale, som en lærer skal bruge til at undervise en skoleklasse på 40 elever. Kassen indeholder blyanter, viskelæder, krids, sakse, kladdehæfter og en bøtte tavlemaling, som kan forvandle indersiden af låget til en sort tavle til at skrive på.


Nødhjælpspakker
Denne pakke består af livsvigtige forsyninger til børn og deres familier. Voldelige konflikter fører til ufattelige lidelser for børn og deres forældre. Mange er på flugt. Og som den svageste gruppe er det børnene, der bliver hårdest ramt. Nogle bliver væk fra deres forældre, mange mangler adgang til rent vand, mad og basale sundhedsydelser. Skolen er ofte væk. UNICEF er til stede og hjælper børnene med mad, vand, husly, beskyttelse og skolegang. Denne pakke bidrager med det.
Jordnøddemos
Tre pakker energirig jordnøddemos om dagen er nok til at redde et underernæret barn. Jordnøddemosen er fuld af vitaminer og mineraler, som gør at barnet kommet sig hurtigt. Underernæring er livstruende for små børn og kan blandt andet bremse barnets kognitive udvikling og evnen til at lære.

