Efter mere end tre år uden mulighed for at gå i skole, kunne Adouala med UNICEFs hjælp endelig sætte sig på skolebænken igen.

Tilbage i skolen

Hjem » Tilbage i skolen

Skrevet 06. feb 2017 af Ditte Hartvig

Adouala var otte år gammel, da en bombe ramte hendes hjem i Nord-Mali. Begge hendes forældre blev dræbt. Og der gik lang tid, før den lille pige begyndte at tale igen.

I 2012 blev skolen, hun skulle gå i, lukket. Titusindvis af mennesker blev drevet på flugt, da konflikten mellem separatister og regeringsstyrker gjorde det umuligt at leve i området. Udbredt fattigdom, mangel på mad, underernæring og sygdom gjorde situationen endnu værre.

Da skolen endelig åbnede igen i 2015, kunne Adouala ikke starte i skolen. Hendes bedstemor, som tog sig af hende, havde ikke råd til at betale skolegebyret. I stedet måtte Adouala hjælpe til i hjemmet.

”Det eneste jeg ville, var at gå i skole”, fortæller Adouala, som i mellemtiden er blevet 11 år.

Efter mere end tre år uden mulighed for at gå i skole, kunne Adouala med UNICEFs hjælp endelig sætte sig på skolebænken igen.

Efter mere end tre år uden mulighed for at gå i skole, kunne Adouala med UNICEFs hjælp endelig sætte sig på skolebænken igen.

Gode nyheder

For nogle måneder siden kom landsbyens høvding til bedstemoren og fortalte om et nyt skoleinitiativ, som ville gøre det muligt fir Adouala at komme i skole. Gennem UNICEF fik hun mulighed for at indhente den tabte skolegang. I løbet af et intensivt kursus på ni måneder kan børnene indhente det, de er gået glip af og kan begynde i normal skole året efter.

”Hun siger ikke så meget, men jeg kan mærke at hun er glad for at gå i skole. Jeg kendte hendes forældre, og jeg skal nok passe på hende. Hun er meget dygtig”, siger hendes lærer.

En ny chance

Adouala er en af 4.500 børn i skolealderen, som har fået tilbud om at deltage i det intensive læringsforløb i Mali. Som en del af programmet får børn mellem 8 og 12 år en ny chance for at komme i skole.

Klassekammeraten Arakietou er blandt de 12 børn, som ankommer til skolen med flodbåd på Niger-floden.

”Hun har været syg i flere år, så jeg kunne ikke sende hende i skole. Det var også alt for farligt”, siger moren.

At få mulighed for at gå i skole betyder meget for børn som Adouala og Arakietou: De har fået en ny chance for at skabe sig en lysere fremtid, et trygt sted at være og en følelse af normalitet og stabilitet. På mange måder er det en helt ny verden for dem. En ny chance, som alle børn fortjener.